26 gråsæl-unger på Grenen: Dansk rekord
Ornitolog Rolf Christensen, Grenen Fuglestation, observerede onsdag morgen 26 gråsæl-unger på Grenen, hvilket er ny dansk rekord.
Ifølge Rolf Christensen er det mange dage med kuling og storm fra vest, der har ført det største antal gråsæl-unger nogensinde set i Danmark til Skagen.
- Mange af gråsæl-ungerne på Grenen formodes at være drevet mere end 800 kilometer mod øst helt fra Skotland. Gråsæl føder unger om vinteren. Spættede sæler føder unger om sommeren, oplyser Rolf Christensen.
Ungerne er mindst halvanden måned gamle og kan derfor klare sig selv. Gråsæler lever både af fisk, bunddyr og muslinger.
Gråsælen bliver også kaldt for Danmarks største rovdyr. Det store pattedyr kan veje op til 300 kilo og blive to meter lang. Den kan altså blive mange større end den almindelige spættede sæl.
- Frem til 2005 var gråsælen sjælden i det meste af Danmark, men den er i dag gået så meget frem, at den efterhånden kan ses overalt i landet, især i Østersøen og Vadehavet, fortæller Rolf Christensen.
Han talte onsdag morgen 45 sæler på Grenen. Der var 19 spættede sæler -- den almindelige danske sælart - og hele 26 gråsæl-unger.