Åbner hudplejeklinik: SMUK hos Louise Krogh
Louise Krogh åbner hudplejeklinikken SMUK på hjørnet af Asylgade og Ørnevej. Lokalet, der tidligere husede en skrædderforretning, har fået et make over, så det fremstår flot og indbydende, og Louise Krogh glæder sig til at forkæle kunderne med dejlige behandlinger.
- Jeg har længe gået med et ønske om at være selvstændig, og nu var tiden inde. Jeg blev uddannet kosmetiker i 2008 og har siden som faglærer undervist elever på kosmetiker-uddannelsen på TechCollege. Nu glæder jeg mig til at bruge mine evner, så kunderne får behandlinger, der er skræddersyet til deres behov. Jeg sælger min tid, så behandlingerne bliver tilpasset de specifikke muligheder, der er med den enkelte kunde, siger Louise Krogh, der fortsætter som faglærer et par dage om ugen.
Louise Krogh anvender produkter fra Exuviance til sine ansigtsbehandlinger. De kan eventuelt kombineres med massage og lysterapi, og hun henvender sig til flere typer kunder.
- Det kan være folk i den modne alder, der gerne vil forkæle sig selv og se en forbedring og et resultat af naturlig vej. Men hvis man har generelle hudproblemer som uren hud eller pigmentforandringer, kan jeg også hjælpe. Jeg vælger den behandling, produkter og teknikker, som skaber det bedste resultat, fortæller Louise Krogh.
Booking af tider samt yderligere information kan findes på www.smukhoslouise.dk.