Gå til hoved-indhold
18. januar 2026 - kl. 23.01

Alle i Det Musiske Hus brugte søndag eftermiddag deres hjerte som telefon

  • 1 af 3
  • 2 af 3
  • 3 af 3
    Emil Weber Rasmussen, Ludmilla Faber Steiim, Mathias Sprogøe Fletting, Henrik Lykkegaard og to lokale drenge Oliver og Jens.
Af: Michael Frederiksen

Frederikshavn Teaterforening præsenterede søndag eftermiddag - i samarbejde med Spar Nord - forestillingen Hannibal og Jerry. Folketeatret besøgte Det Musiske Hus i Frederikshavn med en opsætning af Wikke & Rasmussen.

- Der blev sunget og klappet, og alle i salen var i den grad med. Hvor er det skønt at levere teater for børn. Den umiddelbarhed og den glæde, de udstråler, er altså guld værd, udtaler formand Lilly Pedersen, Frederikshavn Teaterforening.

Publikum mødte Hannibal, der ikke bestilte andet end at hænge. Hans dage slæbte sig kedsommeligt af sted, mens Bedste hønsestrikkede, og forældrene uophørligt fortalte, hvordan raske drenge fik tiden til at gå i gamle dage. Men Hannibal synes ikke, det er lige så sjovt, som da far var dreng. Så han hænger bare videre. Først da den talende hund Jerry flytter ind, får hverdagen farver, og de to bliver verdens bedste venner.

Onkel Morfar og Morbror Harry var imidlertid på jagt efter en ny forretningsidé til Onkels Morfars legetøjsfabrik. Morbror Harry har skuffet med et utal af dårlige påfund, så da han får nys om Jerrys særlige talent, beslutter han sig for at kidnappe Jerry. Det er nu op til Hannibal og hans familie at redde Jerry. Al politi på æggebakken blev sat ind, og ja de løste opgaven.

- Det blev lige så sjovt, som det lyder. Vi fik en teateroplevelse, hvor både børn, børnebørn og bedsteforældre hyggede sig. Det var en hjertevarm fortælling om, hvordan venskab overvinder alt, og vi glædede os over genhør med hits som Brug dit hjerte som telefon, Kærlighed er godt og Onkel Morfar, og mon ikke de findes frem på YouTube i mange hjem, når de små skal synge den igen, siger Lilly Pedersen.

Folketeatrets direktør, Mette Wolf, havde taget turen fra København for at opleve forestillingen i Frederikshavn. Hun var stolt og glad.

- Sikke dog et dejligt sted, I har. Hvor er I heldige, udtalte hun til bestyrelsen.

- Og det har vi. Det Musiske Hus, de ansatte og alt hvad vi har af spillesteder i vores kommune fortjener stor ros. Samtidig kæmpe tak til Spar Nord for at være med. Dejligt, at vi sammen kan vise, at i Frederikshavn er både erhverv og kultur enige om, at alle skal have muligheden for at møde kulturen i øjenhøjde, udtaler Lilly Pedersen.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...