Bootcamp i Sportscenter Nord er for alle: Syv uger med 21 træningspas
Traditionen tro tilbyder Sportscenter Nord i Frederikshavn en bootcamp i januar, og instruktørerne Susanne Christiansen og Ditte Høgh Andersen har besluttet, at det skal være en bootcamp, alle har råd til.
- Januar står for døren, og vi er så klar til at tage imod medlemmerne. Vi ved, der bliver travlt, og vi glæder os til det, siger daglig leder Susanne Christiansen.
Faktisk er der så meget pres på holdsalene, at årets bootcamp finder sted i Arena Nord.
- Men da vi jo ligger i samme bygning, er det ikke det store problem. Og vi har valgt, at medlemmerne skal have noget for pengene, så det er hele tre ugentlige træninger på lukket hold til 999 kroner, oplyser Susanne Christiansen.
Sportscenter Nords bootcamp or alle. Det spiller ingen rolle, om man er i top- eller kageform. Om man er ny eller har træner før. Om man vil tabe sig eller om målet er at komme i gang og få nogle gode vaner.
- Vi træner fælles, men træningen tilpasses den enkelte, og vi hjælper individuelt, så alle får den hjælp, der er brug for, lover Ditte Høgh Andersen.
Sportscenter Nord glæder sig til januar, hvor der altid er travlt i centret.
- Her sidst på året fik vi udannet tre nye instruktører, som sammen med de to vi havde i forvejen, slet ikke kan vente med at komme i gang med at hjælpe vores medlemmer med at få det bedste ud af deres træning. Vi har valgt at sætte ekstra fokus på vores fitness-afdeling. At vi får alle hjulpet godt i gang med et program, der passer til det mål, de har. Og ikke bare får dem hjulpet i gang, men der er også mulighed for opfølgning. Så man kommer sikkert og trygt i gang. Og det koster ikke ekstra at få den hjælp, siger Susanne Christiansen.
Sportscenter Nord har også nye instruktører på holdplanen. Centret har fået en bokseinstruktør, som er gammel bokser, så boksehandskerne kommer i fuld sving.
- Vi har også fået en zumba-instruktør mere, så der er mulighed for at danse hos os hele seks gange om ugen. Derudover skal vi have gang i vores Silent Dance By Tanja og masser af andre fede hold. Vores holdsal er booket helt op med spændende hold, fortæller den daglige leder.