Broderloge nr. 64 Julius Meyer deltager på Forårsmessen
Hvis du besøger Forårsmessen i Arena Nord i weekenden, vil du blandt andet møde Broderloge nr. 64 Julius Meyer Frederikshavn. Logen er en del af Odd Fellow Ordenen, hvor nogle af hovedpunkterne er socialt fællesskab, et indholdsrigt liv og humanitært arbejde. Broderlogen nr. 64 Julius Meyer Frederikshavn har netop åbnet for ansøgning om optagelse af nye medlemmer.
- Logen har sit udgangspunkt i Frederikshavn i lokaler på F. Übersax Vej. Brødrene/medlemmerne kommer især fra Frederikshavn, Sæby og Sindal, men der er også medlemmer fra øvrige områder. Logen har også kontakt med andre loger i landet via vores logenetværk. Vi er et socialt fællesskab med et etisk og humanitært sigte. Det er vigtigt for os, at fællesskabet gør vores liv mere indholdsrigt og giver mere overskud i hverdagen. Fællesskabet er unikt på tværs af alder og dybe venskaber og tætte relationer opstår i vores loge, understreger Overmester Morten Skjoldsøge fra Broderloge 64 Julius Meyer.
Logebrødrene mødes hver onsdag i perioden 1. januar til 15. maj og 1. september til 15. december. I øjeblikket har logen åbent for ansøgning om optagelse af nye medlemmer.
- Et logemøde varer cirka 75 minutter. Vi sætter fællesskabet og samværet højt, og derfor er den efterfølgende spisning en vigtig del af et logemøde. I dag arbejder vi primært med fællesskabet og humanitært arbejde, hvor vi årligt uddeler i alt 150.000 kroner til humanitære og velgørende formål. Det er samtidig et fortroligt rum, hvor man kan dele tanker og oplevelser. Man går ind i logesalen og sætter sig, mens musikken spiller, og lader roen falde over sig. Så lukkes dørene til den pulserende verden udenfor, og det er en del af magien ved at komme i en loge. Logemødet er for langt de fleste et frirum fra dagligdagens jag.
- Der er ikke så mange hemmeligheder i vores loge, men ritualer i forbindelse med optagelse og gradarbejde er noget af det, vi godt kan kalde hemmelige. Det skal være en overraskelse og en oplevelse for livet for den pågældende at blive optaget i Odd Fellow Ordenen. Jeg kan dog røbe, at man på ingen måde bliver udsat for noget, der kan overtræde ens grænser. Man skal blot ikke kende julegaven på forhånd. Så er den ikke så spændende at pakke op, smiler Morten Skjoldsøge.
I 1878 indførte galanterihandleren Julius Meyer (1847-1885) ordenen i Danmark. I dag er ordenens hovedsæde Odd Fellow Palæet i Bredgade i København. Der er mere end 100 Broderloger og 87 Søsterloger i Danmark. Ordenen har næsten 10.000 medlemmer i Danmark. Loge 64 Julius Meyer, Frederikshavn har eksisteret siden 1935.
- Vi holder informationsmøder om logen og om vores særlige fællesskab onsdag 13. marts kl. 18.30 og søndag 17. marts kl. 10.30. Informationsmødet tager cirka 90 minutter, hvor man kan høre om Odd Fellow og vores loge nr. 64 Julius Meyer. Du bliver budt på lidt at spise, og man er velkommen til at tage kone eller kæreste med. Du er også velkommen, hvis du bare vil se vores logebygning og logesal.
Hvis du er interesseret i informationsmøderne eller blot vil høre mere om loge 64 Julius Meyer, kan Morten Skjoldsøge kontaktes på telefon 42723808 eller på mail. Man kan også blive klogere på Forårsmessen i Arena Nord.