Elsker du gys og gru? Sort Knivholt søger lige nu skuespillere
Er du til gys og gru, eller går du med en lille skuespiller gemt i maven? Teamet bag Sort Knivholt søger lige nu skuespillere til deres event i efterårsferie, der meget passende begynder fredag 13. oktober.
- Vi kører seks forestillinger i år, hvor fredag 13. oktober er første forestilling, og vi fortsætter også lørdag og søndag i uge 41. I uge 42 er vi på banen torsdag, fredag og lørdag, og vi glæder os igen i år til nogle (u)hyggelige dage på Knivholt, siger teamet bag Sort Knivholt.
Årets tema er "Fanget i et mareridt", og har du lyst til at være med til at forskrække gæsterne, kan du henvende dig på info@sortknivholt.dk. Det kræver ikke andet end lysten til at deltage.
- "Fanget i et mareridt" tager udgangspunkt i, hvad du var bange for som barn, når du skulle ud at tisse om natten. Var det fredag 13., eller frygtede du at møde en klovn eller et spøgelse på vejen? Vi har bygget en bane, hvor man kan møde barndommens frygt og uhygge, så vi håber, at nogle skuespillere kommer og hjælper med at skabe den rette stemning. Samtidig har vi også vores lille café, hvor publikum kan hygge sig. Vi har fået 200 græskar af en velvillig sponsor, ligesom Jerrys Restaurant har sponsoreret snobrød til vores arrangement, fortæller teamet bag Sort Knivholt.
Billetter til Sort Knivholt kan købes på https://www.venueticket.dk/sort-knivholt.