Gå til hoved-indhold
112
27. juli 2022 - kl. 00.07

Færdselskontrol i uge 29: Færre lovovertrædelser

  • 1 af 2
    FOTO: Henning Larsen
  • 2 af 2
    Ud over Nordjyllands Politi deltog også Færdselsstyrelsen og Motorstyrelsen i aktionen. Foto: Henning Larsen
Af: Kanal Frederikshavn

Nordjyllands Politi har traditionen tro afholdt færdselskontrol i uge 29. Fokus lå på feriebyerne i Vendsyssel og de tilhørende strande. Færdselsbetjentene kan melde om gode takter og en nedgang i antallet af lovovertrædelser i forhold til tidligere år.

Det oplyser den ansvarlige for indsatsen, politikommissær Jes Falberg, der videre uddyber, at man i den operative færdselsafdeling har udfærdiget 181 sigtelser for overtrædelser af færdselsloven. Herunder blev 12 personer sigtet for spirituskørsel, og 11 personer for kørsel i narkopåvirket tilstand.

Flere ulovlige knallerter blev også kontrolleret. Nogle fik konfiskeret dele fra knallerten, og to knallerter blev helt konfiskeret med henblik på yderligere undersøgelser.

- I forhold til tidligere år har vi set en nedgang i antallet af berusede bilister, men også i forhold til andre færdselsovertrædelser ser vi en nedgang. Dette ser vi som et positivt tegn, og vi håber at de gode takter i trafikken vil vare ved. Tallene viser dog, at der stadig er grund til at holde øje med feriegæsternes trafikadfærd, specielt i de travle sommermåneder, så det vil vi fortsætte med, fastslår politikommissær Jes Falberg.

Ud over Nordjyllands Politi deltog også Færdselsstyrelsen og Motorstyrelsen i aktionen. Her kontrollerede Motorstyrelsen udenlandske biler, afgiftssager, leasingbiler og lignende, mens Færdselsstyrelsen koncentrerede sig om vejsidesyn for motorcyklister.

Ikke kun strandgæster i kikkerten
Politiet holdt sig dog ikke kun til Skagen og strandene, så også et par andre steder måtte der skrives sager for overtrædelse af færdselsloven. Blandt andet under en streetrace-forsamling fredag aften i Skalborg ved Aalborg. Her dristede en motorcyklist sig til at køre på baghjul foran en færdselsbetjent i civil. Motorcyklisten blev derfor sigtet.

Samme aften blev en 28 årig nordmand, målt til 164 km/t i sin personbil på Hirtshalsmotorvejen. Han ville ikke stoppe og kørte af motorvejen ved Øster Uttrupvej, og frem for to røde lys. Han blev bragt til standsning i Nyhavnsgade, hvor det blev konstateret at han var beruset og i øvrigt heller ikke havde noget kørekort.

Det handler om tryghed
Den ansvarlige for indsatsen, politikommissær Jes Falberg, er tilfreds med indsatsen og håber sommeren fortsætter i samme gode gænge.

- Når vi holder kontroller, handler det om at skabe tryghed og sikkerhed på vejene – det ved folk også og der er godt humør og velvilje, når vi står derude. Sommeren er ikke slut endnu – og det er vores indsats heller ikke, lyder forsikringen fra Jes Falberg.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...