Mobil version Gør Kanal Frederikshavn til min startside
 
16.10.2020 | Af: Michael Frederiksen

Forlod kamp i utide - kæresten skulle føde

Thomas Søndergaard (i hvid trøje) var ikke med i tredje periode, da Frederikshavn tirsdag aften besejrede Herlev på udebane. Foto: Metal Ligaen
- Kom hjem nu, Thomas. Jeg skal snart føde.


 

Nogenlunde sådan lød budskabet, da Frederikshavn White Hawks' Thomas Søndergaard tjekkede sin telefon i pausen mellem anden og tredje periode af tirsdagens udekamp i Herlev.

- Line (Thomas Søndergaards kæreste, red.) havde hele dagen haft optræk til at gå i fødsel og veerne tog til under kampen, så efter anden periodes hjemme-update var det tid til at komme hjem, fortæller Thomas Søndergaard til Kanal Frederikshavn.

Af samme grund havde høgene en bil med til Herlev, så efter anden periode foretog Thomas Søndergaard en lynomklædning og satte straks kurs mod Frederikshavn.

- Jeg nåede heldigvis hjem i tide, og så kunne vi køre til Hjørring kl. 01 om natten. Desværre var hun ikke helt klar til at føde der, så vi måtte hjem igen, hvor han endte med at blive født om eftermiddagen, fortæller Thomas Søndergaard.

Fødslen onsdag eftermiddag af parrets første barn betød, at den 27-årige center fik glip af onsdagens træning, men han var tilbage på isen - som nybagt far - torsdag, og ser nu frem til aftenens lokalopgør mod Aalborg Pirates.

- Vi skal være klar på at matche deres speed og få lukket af foran Seldrup, og så skal vi arbejde hårdere end dem. Det bliver en god test for os, vurderer Thomas Søndergaard, som indtil videre i denne sæson er noteret for tre point (0+3).

To White Hawks-spillere topper pointlisten i Metal Ligaen. Jesper Jensen er på førstepladsen med 13 point (4+9) foran Aleksandr Bumagin, ligeledes 13 point (2+11). Kirill Kabanov er bedste Aalborg-spiller på ottendepladsen med ni point (5+4).

Der er kampstart kl. 19.30 i Nordjyske Bank Arena i Frederikshavn.

 

BillederTilføj billede


FOTO: Metal Ligaen

 

Kommentarer

Del denne artikel

Flere nyheder





Indlæser nyheder
Close