Gå til hoved-indhold
05. september 2023 - kl. 13.09

Høstfest i Abildgård Kirke: Pedalkraft, popcorn og porrer

  • 1 af 1
Af: Michael Frederiksen

Abildgård Kirke gør klar til et brag af en festdag, når kirken søndag 10. september kl. 10.30 slår dørene op til årets høstfest.

Kl. er 10.30 og feststemningen breder sig i og udenfor Abildgård Kirke. Her er gjort klar til høstfesten, som er arrangeret til fordel for kirkens globale hjælpearbejder.

- Vi begynder med høstgudstjeneste. Det bliver dog ikke en traditionel høstgudstjeneste, men en gudstjeneste med caféstemning, en nyskrevet sang af Heidi Kure og kirkeegernet Melvin er med og fornærmer os på vanlig charmerende vis. Efter gudstjenesten er der fællesspisning, hvor alle er velkomne til at spise med, siger kirke- og kulturmedarbejder Heidi Ettrup Lehm.

Efter fællesspisningen kan du gøre en god handel i de frivillige boder med håndarbejde. Her kan du nyde markedsstemningen med boder, hvor du finder strik, tekstil, træ, bagværk og friskhøstet grønt. Så hvis du er heldig kan du gå hjem med friske rødbeder og porrer, en flot strikket bamse, en farvestrålende hæklet mundserviet, en smuk drejet lysestage i træ eller noget godt til ganen. I det amerikanske lotteri kan du være heldig at vinde gevinster doneret af nogle af byens forretningsdrivende.

Sjov på plænen er aktiviteter for børn, som kan boltre sig sammen med kirkeegernet Melvin, som løber forrest i børneløbet. Gennem børneløbet kan børn være med til at tjene penge ind til dagens indsamling, som bl.a. går til børn på vores venskabs-børnehjem i Indien. Her kan børn hjælpe børn. På plænen bydes der også på popcorn og slush ice.

Ved det traditionelle cykelsponsorløb trampes der i pedalerne til fordel for et hjælpearbejde, der virker. Her giver generøse sponsorer et beløb for de kilometer, de energiske cyklister cykler. Og vil du trampe med eller støtte med en donation, så er der mulighed for det. Alle er velkomne til at deltage.

- Den fælles indsats mellem sponsorer, frivillige og de mange besøgende er ikke kun til gavn og glæde for os selv. Al overskuddet går til kirkens globale hjælpearbejde i Indien og Tanzania, for at støtte dem i kampen mod ekstrem fattigdom og kampen for et bedre liv. Her er virkelig brug for al den  støtte, vi kan sende afsted til dem, bl.a. børnehjemmet Nireekshana Childrens Home i Indien, som er vores nyeste venskabsforbindelse, fortæller Heidi Ettrup Lehm.

Dagen afsluttes over kaffebordet, og hun håber på, at rigtig mange frederikshavnere tropper op og får en god dag i Abildgård Kirke og "støtter med".

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...