Ikoniske jakker fra Nanok relanceres i jubilæumsår
Den grønne Parca Coat og den klassiske Nanok-sommerjakke, som blev produceret både som anorak og med lynlås, vender tilbage i en redesignet udgave. Bag de nye modeller står et team af nuværende NY FORM-medarbejdere i tæt samarbejde med tidligere ansatte fra den oprindelige Nanok-fabrik i Frederikshavn.
- Nanok-mærket er noget helt specielt, og de ikoniske jakker fortjener at være en del af fejringen her i 50-året. Derfor besluttede vi os for, at de tre jakker skulle frem igen. Og selvom designet er 50 år gammelt, holder de stadig, mener Kurt Enevold Nielsen, der er stifter af NY FORM, og som tilbage i 1993 overtog Nanok-mærket.
Nanok blev stiftet i Frederikshavn i 1972 af Mogens Graae. Han var tidligere fangstmand på Grønland, deltog i forskellige ekspeditioner og producerede ud over de tre klassiske jakker også professionelt arktisk udstyr til Siriuspatruljen og militær i hele Norden.
Mogens Graae har endda fået en gletsjer ved Falklandsøerne opkaldt efter sig. Det skete efter at den kendte ekspeditionsleder Sir Edmund Hillary, havde reddet livet fordi han brugte en af Mogens Graaes specialfremstillede slæder på en ekspedition på Sydpolen. Hillary var så taknemmelig, at han sørgede for, at der nu ligger en "Graae-gletcher" på øen South Georgia ud for Falklandsøerne.
Mogens Graae døde i 1999. Så det er den tidligere direktør Linda Andreasen og den tidligere modelsyerske Toni Bosé Nedergaard, der har været med i processen, da de nye modeller skulle redesignes. De kommer i butikkerne - blandt andet i Skagen - fra 1. juni. Parca Coaten er dog først på markedet til vintersæsonen.
- Vi har store forventninger til relanceringen. Stilen i de gamle jakker er blevet moderne igen. Og det her er den ægte vare, selvfølgelig med enkelte moderne tilpasninger. Vi har for eksempel fjernet den ægte pels omkring huen, da vi som virksomhed har fravalgt at producere varer med fjer eller pels, fortæller Kurt E. Nielsen.
De gamle Nanok-jakker findes stadig rundt omkring. De var så slidstærke, at mange bruger dem endnu, og ellers kan man købe dem brugte på loppemarkeder, hvor de går for høje priser på grund af deres ikoniske og originale udtryk.