Jacob Jensen overtager Restaurant Frank's i Sæby
Jacob Jensen, indehaver af Jacobs Fiskerestaurant i Sæby, overtager pr. 15. oktober Restaurant Frank's, der ligeledes ligger på havnen i Sæby.
Frank og Bente Stjerne Størup, indehavere af Restaurant Frank's, rykker teltpælene op og flytter til Risskov ved Aarhus, og det baner vejen for ejerskiftet, oplyser Sæby Avis.
Jacob Jensen vil med købet af endnu en restaurant få bedre plads til de mange kunder, både lokale og turister, som sommeren igennem besøger spisestedet.
- Der er bedre faciliteter i de nye lokaler, bedre toiletforhold samt elevator, og vi kan med udvidelsen undgå kø begge steder. Vi håber derfor også, at flere kunder vil finde vej til både bistroen i de gamle lokaler, hvor vi udvider, og til den nye restaurant, da vi nu har mulighed for at lave to fiskebuffeter, udtaler Jacob Jensen til Sæby Avis.
Sidste åbningsdag i Restaurant Frank’s er 8. oktober, men alle aftaler, der er booket hos Frank’s, vil blive overtaget af Jacob Jensen.