Juleborddækning: Bliv inspireret på biblioteket
Igen i år kan man finde inspiration på Frederikshavn Bibliotek til juleborddækningen, hvor fem lokale kvinder giver deres bud på et smukt dækket julebord.
Julen er hjerternes fest. Uanset om man sidder alene, et par eller i et større selskab skaber det lidt ekstra stemning og hjerterum med et smukt pyntet julebord. I år kan du finde fem borde dækket af fem lokale på Frederikshavn Bibliotek.
Anne Skjølstrup Keller fra blomsterbutikken Flora Flora i Elling har skabt et bord i mørkerøde nuancer – selvfølgelig med masser af levende planter og blomster.
Rikke Jensen fra Restaurant Gratværk i Havnegade har valgt en stil i det naturlige med mos, træ og har fundet en finurlig måde at skrive bordkort på.
Pia Sørensen fra Hyggestunden har mere glimmer og stjerner i sit udtryk, hvilket giver et godt modspil til de andre fire borde.
Merethe Degn Nielsen, skrædder og designer, er inspireret af naturen, af bæredygtighed og af "juleaften hos bedstemor i Sverige". De naturlige elementer på hendes bord har hun indsamlet i Sverige dagen før borddækningen på biblioteket.
Bibliotekets egen medarbejder Rikke Mathiesen har dækket et bord i moderne nordisk stil.
Men bordene skal naturligvis opleves i virkeligheden, så kom endelig forbi Gallerigangen på Frederikshavn Bibliotek i den betjente åbningstid. Man kan se bordene indtil fredag 21. december.