Kommunens øverstplacerede serie-klubber tog vigtige sejre i weekenden
Serie-bolden har rullet igen i weekenden, og det spidser til i de forskellige puljer, hvor op- og nedrykkere snart skal findes.
De tre højest indplacerede klubber i kommunen vandt alle vigtige opgør denne weekend, og der er virkelig lagt op til gyserafslutninger i flere puljer, hvor der både er op – og nedrykningspladser på spil. Kan IF Skjold Sæby igen komme med en vild slutspurt, akkurat som i efteråret?
Og hvad med FfI og SEIF i Serie 2, der ligner to hold, der kommer til at kæmpe om at skulle ud og spille om oprykning?
Læs om ugens kampe her.
Jyllandsserie 2, pulje 3
IF Skjold Sæby fik nyt liv, da holdet lørdag eftermiddag besejrede Kristrup på udebane i Randers. Kristoffer Thomsen scorede sejrsmålet med blot tre minutter igen, og gav sæbynitterne en 2-1 sejr. Med sejren kom Jan Werthers mandskab op på siden af Kristrup med otte point, men randrusianerne har spillet en kamp færre. Fredag gælder det endnu en vigtig kamp, når man skal en tur til Nibe, der ligger sidst i puljen.
Serie 2, pulje 12
FfI har fået point i de seneste otte kampe, og fredag aften vandt de fortjent og uden besvær med 4-0 over Løkken. Matas Karalius åbnede målscoringen efter 23 minutter, og kort efter pausen gjorde Jacob Christensen det til 2-0. I slutminutterne lukkede og slukkede Lucas Olesen opgøret med to scoringer. Med sejren er FfI stadig på andenpladsen, men kan overhales af SEIF, der mangler en kamp i forhold til lokalrivalerne. Netop lokalrivalisme er der på spil på lørdag, når FfI på hjemmebane møder SEIF i en kamp, der nemt kan blive afgørende for, hvem der kommer ud og spille om den sidste oprykningsplads til serie 1.
SEIF vandt 7-5 over Skibsby/Højene – læs om kampen her.
Serie 3, pulje 25
FfI's andethold spillede to kampe i ugen. Tirsdag blev det 1-1 på udebane mod Dybvad/Hørby, og lørdag blev man det første hold til at tage point fra det suveræne tophold IF Fremad Nørhalne. Igen blev det 1-1, og selvom Nørhalne kunne springe champagnepropperne med det resultat, så må der være tilfredshed i frederikshavner-lejren med det resultat, der betyder at holdet med fire kampe igen ligger på play-off plads om oprykning til serie 2.
Dybvad/Hørby kunne ikke følge det flotte uafgjorte resultat mod FfI op lørdag, da de måtte rejse fra Sæby med et 3-2 nederlag. Elias Birk Thomsen blev dobbelt målscorer for Sæby, der indtager tredjepladsen i puljen. Dybvad/Hørby derimod ligger på den play-off plads der gælder nedrykning, og er pisket til flere point i de sidste tre kampe, da Sulsted også begynder at nærme sig bagfra i tabellen. Et point skiller netop nu Dybvad/Hørby og Sulsted fra direkte oprykning og play-off.
Voerså må en tur ned i serie 4. Det blev en kendsgerning lørdag eftermiddag, da det blev til nederlag 1-0 i Østervrå. Tobias Hjortholm scorede i kampens sidste minut, og det bragte glæde i Østervrå-lejren, hvor det stort anlagte MATCHDAY,med 43 kampe på anlægget, havde lokket det halve af byen til fodbold. Herlig kulisse, og dejligt med liv i de mindre byer. Østervrå kravlede med sejren over nedrykningsstregen, men intet er afgjort i en meget spændende afslutning på sæsonen.
Serie 4, pulje 48
Det ser efterhånden svært ud for Understed, hvor det med tre runder igen ligner en tilbagevenden til serie 5. Fredag aften blev det til endnu et nederlag, da man hjemme tabte 6-1 til SEIF. Der var aldrig tvivl om udfaldet af opgøret, og Understed er pisket til at besejre Bangsbo på lørdag, hvis man vil bevare håbet om overlevelse.
Netop Bangsbo var en tur i Hjørring og møde det stærke tophold fra Skibsby-Højene. Frederikshavnerne tog hjem med et hæderligt 2-0 nederlag, og har nu to spændende lokalopgør i vente. Torsdag gælder det FfI på Fodboldvej og så altså lørdag, hvor turen går til Understed. Med en sejr i en af de to kampe, ligner det en ny billet til serie 4 til efteråret for Peter Weiss tropper.
FfI og Skagen delte i porten da det blev 2-2. Jakob Jensen og Jannick Duong stod for frederikshavnernes to mål, mens det ikke er oplyst, hvem der scorede for skagboerne.
IF Skjold Sæby måtte igen melde afbud med deres fjerdehold, der skulle have været en tur i Hjørring AIK Frem. Det afbud betyder, at det næsten er lig med nedrykning til sæbynitterne.
Serie 4, pulje 49
IF Skjold Sæbys tredjehold måtte se sig besejret 4-1 af topholdet fra Tårs/Ugilt IF. Sæby var ellers godt med i første halvleg, hvor Victor Thomsen også fik udlignet den hurtige Tårs-føring. Men to mål kort før pausen ødelagde det for Sæby-holdet, der stadig er over nedrykningsstregen. Her kæmper de primært mod Hjørring-holdet Lundergård om at undgå nedrykning med tre kampe tilbage af sæsonen.




































