Gå til hoved-indhold
10. juli 2022 - kl. 12.07

Kunstmuseum: Kunst, ressourcer og chokolade

  • 1 af 4
    FOTO: Frederikshavn Kunstmuseum
  • 2 af 4
    FOTO: Frederikshavn Kunstmuseum
  • 3 af 4
  • 4 af 4
Af: Kanal Frederikshavn

Hvis man skulle have lyst til et stykke chokolade, kan man roligt kigge forbi Frederikshavn Kunstmuseum, hvor glaskunstnerne Britta Madsen og Søren Gøttrup udstiller deres værk "SMAG PÅ KUNSTEN" sammen med mange andre af deres værker.

Værket består af ni overdimensionerede Toblerone-stænger i glas med forskellige udsagn om kunst brændt i emalje. Ved siden af chokoladestængerne ligger der en bunke Toblerone, som publikum opfordres til at smage på.

Det virker umiddelbart sådan lidt kækt og 1:1, men når man dykker ned i præmissen for værket, følger der et helt lag af mer- og medbetydninger med.

Blandt andet fortæller værket en historie om prissætning, om økonomiske kredsløb, om brandværdi og ejerforhold. Det er ikke alle gæster, der "tror på", at man faktisk har lov til at spise noget af kunstværket. Ideen om ejerskab og transaktioner - noget for noget - er så indlejret i kulturen, at man straks bliver mistænksom, når noget er gratis. Det er interessant.

Derudover fortæller værket også om sprogets betydning og den sociale situations magt. Altså, chokoladen er udnævnt - sprogligt set - til at være gratis. Hvis man går med på den og accepterer, at man kan være med til at spise et værk væk, så skal man derefter til at forhandle med sig selv og sin opdragelse – altså sociale spilleregler. Kan man for eksempel spise, til man skammer sig/skammer sig ikke? Er det ikke det, kunstneren vil have? Jamen, kan man virkelig det, bør man og kan man stole på, hvad der står skrevet? Og hvad så med de andre publikummer?

På den måde italesætter værket dets måske allervigtigste pointe: Ressourcer er begrænsede, og vi bliver nødt til at dele det, der er.

Når det er sagt, så bliver museet ved med - efter aftale med kunstnerne - at fylde Toblerone på i hele udstillingsperioden.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...