Landbaseret lakseopdræt: Første spadestik i Skagen
I dag tager borgmester Birgit S. Hansen, Frederikshavn Kommune, første spadestik til et nyt lakseprojekt med landbaseret lakseopdræt i industrikvarteret i Skagen. Investorerne forventer 20 nye arbejdspladser til en start.
Det er et projekt, der har været på vej gennem flere år, men fredag kommer ideen med at producere landbaseret lakseopdræt i Skagen et skridt nærmere, når spaden stikkes i jorden til et i alt 19.000 kvadratmeter stort lakseanlæg, skriver TV2 Nord.
Det anlæg, der nu bygges i Skagen, er blandt de første landbaserede kommercielle anlæg til produktion af laks på land. Der er dog flere på vej rundt omkring i verdenen. Faktisk udgør landbaseret opdræt af fisk og skaldyr det hurtigst voksende område inden for fødevareproduktion på verdensplan.
Efter at de nuværende investorer overtog projektet i oktober 2019 blev der købt mere jord, og projektet er forberedt så meget, at det kan gå i gang.
Ejerkredsen – Astrid Fiskeri A/S, Petri Holding ApS og Sustainable Food Invest - har igennem andre investeringer arbejdet med landbaseret opdræt i mange år. Det er erfaringerne herfra, der tages med til Skagen.
- Igennem vores andre investeringer i landbaseret opdræt af fisk, herunder ikke mindst laks, ved vi, at den ret så komplekse produktionsform, det er at producere i saltvandsmiljø, kan lykkes, siger en af investorerne i projektet, Jens Petri.
Planen er, at anlægget i Skagen skal producere laks med så lille en miljøbelastning som muligt, ligesom der ikke anvendes nogen form for medicin - udover en standard-vaccine.
Den kommende landbaseret lakseproduktion i Skagen medfører, at der pumpes vand ind fra Skagerrak. Det forbehandles for at eliminere blandt andet bakterier. Herefter pumpes vandet ind i en række kar, hvori laksene vokser. Inde i karrene reguleres ilt, pH og en række andre parametre, der medfører, at det naturlige liv for laksene etableres i produktionsmiljøet. Blandt andet det at anlægget genskaber den naturlige modstrøm i vandet, som fiskene svømmer op imod, hvilket ifølge investorerne betyder, at laksenes kødstruktur og smag ligger i top.
Affaldsproduktets slam afsættes til Skagen Rensningsanlæg, hvor det indgår i biogasproduktionen. Investorerne bag lover, at der ikke vil blive hverken støj eller lugtgener fra den meget lukkede produktionsform.
Investorerne i Skagen-anlægget ejer 33 procent af virksomheden Danish Salmon i Hirtshals. De øvrige 67 procent blev i april i år overtaget af to store japanske selskaber.