Gå til hoved-indhold
26. maj 2025 - kl. 00.05

Man gjorde en dreng fortræd: Christina Lykke og co., I er alle dumpet og fejlplaceret

  • 1 af 1
    Foto: Allan Jensen
Af  Hanne og Allan Jensen

Hanne og Allan Jensen, mormor og morfar til X, har skrevet dette indlæg: Og det skete i de dage. Der udgik en befaling fra Kejserinde Lykke, at kommunens institutionsbørn skulle sættes i Exel-ark.

Dette er historien om vores barnebarn X, der blev offer for dårlig ledelse. Han var under Coronaen blevet hjemmepasset i trygge rammer ved sin mor, uden fare for smitte. Han bliver senere indskrevet til Børnehuset Trindelvej, som var en integreret institution med vuggestue og børnehave. Placeringen er central i byen med lyse lokaler og god plads ude og inde, i en velholdt bygning.

En dag er der nogen, der får den idè, at der skal installeres madordningskøkken med tilhørende køkkenpersonale. Også de forældre, der foretrak en sund madpakke, måtte betale flere hundrede kroner om måneden. Børn og personale går i mange dage/uger i byggerod og er nødt til at gå mange ture i vintervejret. Det faldt ikke kommunen ind at booke naboen Skagen Kultur- og Fritidscenter til leg og varmestue m.m.

I Julen 2024 kom overraskelsen så, Børnehuset skulle lukke. Alle ved, at man kan fremlæse børnetallet i statistikkerne, så det undrede os som skatteborgere og pårørende, at man installerer madkøkken med personale, når man vidste, at institutionen skulle lukke. Så dårligt kunne vi ikke administrere vores eget husholdningsregnskab.

28. februar blev institutionen lukket. Børnene skulle fordeles rundt på tre andre institutioner og mister deres kammerater. Institution nr. 1: Ingen ønskede dette. Nr. 2: Hurtigt fyldt op og spærret, dog kunne forældre med gode kontakter og rigtigt efternavn komme ind.  Vores X kommer på Nr. 3, hvor de opbevares som burhøns, der er virkelig fysisk overbelægning (glem alt om Exelark og kvadratmeter/budgetter). De første dage sad han ved havelågen i flere timer og ventede på, at vi skulle komme og redde ham.

Alle skal hver dag stille med tre madkasser. INGEN voksne med hårdt fysisk arbejde har tre madkasser med. Men ak, efter kort tid lød det på AULA: børnenes madkasser er for store, de kan ikke være i køleskabet. Så de nyindkøbte madkasser med flotte motiver på, var allerede fortid. En voksen leder kunne have knipset med fingrene, og passende kølekapacitet ville være på plads. Men da det kun drejer sig om børn, så sker der intet. Der skal selvfølgelig ikke søges en bevilling, og ventes flere måneder på, at Ejendomscentret vågner. Hvis et barn har ferie/fridage, skal hele barnets (sammenklemte) garderobe ryddes og tages med hjem, da et andet barn står klar til at skal låne pladsen.

Og så tilbage til det føromtalte køkken. Magtbeslutningen om, at børnene skulle have varm mad til frokost, var nu ikke længere gældende. Først havde man vænnet/tvunget børnene til dette, og nu var det tilbage til madpakker. Så køkkenet er IKKE i brug og IKKE flyttet med!!! En medarbejder fra Ejendomscentret oplyser, at det sikkert bliver kørt på lossepladsen.

Christina Lykke (formand for Børne- og Ungdomsudvalget i Frederikshavn Kommune, red.) fortæller gerne, at nogen i Skagen bad om at få lukket Trindelvej ned hurtigt. Sandheden er nok, at man frygtede, at lukningen skulle blive en del af valgkampen. Det er dog hemmeligt for skatteborgerne, hvad det nye køkken har kostet, og hvad der skal ske med bygningen.

Vi kan dog ikke acceptere ved eventuelt salg, at så meget som en bøjet femøre vil blive brugt på Skagen Kultur- og Fritidscenter eller i det store sorte hul i Frederikshavn Havn, som vores børn ikke skal hæfte for, ej heller vi voksne. Gældsafviklingen er selvfølgelig også uvedkommende for kommunens borgere, da de skyldige vel selv skal stå for afdragene, da de fleste har gode pensioner m.m.

En voksen afdelingsleder bør nok akut kigge på de aktuelle udfordringer med langtidssygemelding af mindst to institutionsledere og personale, grundet arbejdsmiljø. Der er sikkert travlt med at køre rundt og lave brandslukning, præcis som det foregår i hjemmeplejen. Det er ikke muligt at få oplyst, hvem der sidder i X forældrebestyrelse, personalet ved det ikke. Flot samarbejde.

Man kan netop nu læse på Kanal Frederikshavn, at Christina Lykke & Co. går til valg på: Nej til forringelser på institutioner og ja tak til brugernesindflydelse på tilbud og løsninger. Alle, der gerne vil vælges, synger nu med på, at der ikke skal lukkes skoler. Alle børn under skolestart er nu syltet, da ingen råber op. I burde ikke have lov til at gå perioden ud og ikke få adgang til at opstille til efteråret. I er farlige for børnefamilierne.

I disse dage bliver der skrevet meget om skolerne, men alle glemmer de vigtige år før skoletiden. Hvis ikke I får styr på institutionspolitikken, så er der ingen, der får en stabil skolestart, og endnu flere problemer end nu vil stå i kø, med mangeartede diagnoser, og så bliver der slet ingen, der kan klare en læreplads. Hvis valget står mellem en tryg opvækst for kommunens børn eller flere svejsere til havnen, så ved vi godt, hvad vi vil stemme.

I opfordres til venligt men bestemt, i valgkampen ikke at gøre brug af ordet tilflytning. I vil måske skrive: Kom til dejlige Skagen. Når I har samlet 50 til 100 børnefamilier, vil vi forsøge at få flertal for en institution til jeres børn. Men inden dette sker, er jeres børn begyndt i skole. Vi glæder os til at se jer. Som min gamle men kloge bedstefar sagde: Man skal ikke passe eller arbejde med mennesker, hvis ens hjerte sidder i r*ven. Hvor havde han ret.

Til Christina & co.: I er alle dumpet og fejlplaceret.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...