Escape Skagen i den gamle kommandobunker lukker til efteråret
Efter syv år med at skabe sjove og udfordrende oplevelser for gæsterne i den gamle kommandobunker på Trindelvej lukker Escape Skagen til efteråret.
- Vi har haft den store fornøjelse at byde velkommen til mere end 10.000 gæster og at få lov til at dele vores passion for escape rooms med både lokale og turister. Nu er tiden kommet til at afslutte et kapitel og måske starte et nyt, udtaler indehaver Jakob Skytte, Escape Skagen.
Escape Skagen har været en hobby og en passion for Pia Larsen og Jakob Skytte, drevet sideløbende med deres fuldtidsarbejde. De mange weekender, helligdage og ferier er blevet brugt på at bygge nye rum og skabe underholdende øjeblikke for alle, der har besøgt Escape Skagen.
- Vi har haft fornøjelsen af at sende mere end 400 hold af sted på vores udendørsspil. Vores vision har altid været, at Escape Skagen skulle være sjovt – både for os og for vores gæster. Vi har været enige om, at vi ville stoppe, mens legen stadig er sjov og god, så efter syv år i den gamle kommandobunker med masser af gode og sjove timer, er vi klar til at prøve noget nyt. Hvad det bliver, er endnu uvist, siger Jakob Skytte.
Har du endnu ikke besøgt Escape Skagen, eller har du et ubrugt gavekort? Escape Skagen fortsætter med sine to escaperooms og tre
udendørsspil helt frem til og med efterårsferien i uge 42.
Escape Skagen er det eneste escape room nord for Limfjorden. Læs mere og book her.