Gå til hoved-indhold
18. august 2025 - kl. 00.08

Martin Haandbæk formand for Skagen/Frederikshavn Padelforening

  • 1 af 1
    - Vi vil udvikle padel mere i lokalområdet, og det vil vi blandt andet gøre ved at skabe endnu bedre rammer for både unge og ældre spillere, siger formand Martin Haandbæk, Skagen/Frederikshavn Padelforening.
Af: Michael Frederiksen

Frederikshavn Kommune er blevet en forening rigere. Torsdag 14. august blev Skagen/Frederikshavn Padelforening stiftet i Padel 99 i Frederikshavn. Martin Haandbæk fra Strandby blev valgt som foreningens første formand i en bestyrelse, som allerede består af syv medlemmer.

- Vi vil udvikle padel mere i lokalområdet, og det vil vi blandt andet gøre ved at skabe endnu bedre rammer for både unge og ældre spillere. Fællesskab bliver et nøgleord i foreningen, siger Martin Haandbæk.

Han er en af initativtagerne til Skagen/Frederikshavn Padelforening og blev altså valgt som formand - uden modkandiater.

Erik Møller fra Skagen er næstformand, mens Freja Studsholt fra Skagen får ansvaret som kasserer.

Der blev desuden valgt fire menige bestyresesmedlemmer: Alex Byrdal, Frederikshavn, Anders Kjær, Frederikshavn, Mathias Byrdal, Skagen, og Nicky Bach, Skagen.

Anders Kjær har en fortid som ligamålmand i floorballklubben Frederikshavn Blackhawks.

- Jeg har en kæmpe passion for ungdomspadel, og jeg vil gerne være med til at gøre den nemmere at stifte bekendtskab med padel. Jeg håber også, at vi med foreningen gør det mere enkelt at finde modstandere, siger Anders Kjær.

Alle syv nybagte bestyrelsesmedlemmer brænder for padel, og de glæder sig til at komme i gang og føre nogle af deres mange idéer ud i livet.

Lasse Todberg er ansvarlig for medlemsudvikling i Dansk Padel Forbund. Han havde taget turen til Frederikshavn for at "være med til at skrive historie", som han udtrykte det.

- Der er lavet 60 foreninger i landet, og erfaringerne er gode. Foreningerne gør det billigere at spille padel, og de kommercielle centre oplever en øget aktivitet, siger Lasse Todberg.

Skagen Padelcenter og Padel 99 i Frederikshavn har allerede 21 turneringshold, som deltager i holdturneringen Lunar Ligaen. De to centre tilbyder desuden som noget nyt fællestræning i efteråret. 60 spillere får træning af ligaspillerne Pablo Figueroa og Malthe Nielsen i 14 uger. Der trænes mandag i Padel 99 og tirsdag i Skagen Padelcenter.

- Der er allerede mange spændende aktiviteter og tiltag i de to centre, og vores ambition er naturligvis, at der skal være endnu flere muligheder for padelspillerne i Frederikshavn Kommune, siger Martin Haandbæk.

Er du interesseret i at blive medlem af Skagen/Frederikshavn Padelforening, kan du skrive dig på en interesseliste - det er gratis.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...