Nej tak til tidligere SFO-start - de mindste skal ikke betale prisen
Byrådsmedlemmerne Christina Lykke og Tina Kruckow samt byrådskandidaterne Jesper Øgaard Andreasen og Søren Kjær (alle SF) har skrevet dette indlæg: Børn skal have tid til at vokse og udvikle sig i deres eget tempo – de behøver ikke at blive store før tid. SF takker BUPL for støtten i kampen mod tidlig skolestart. Vi siger det ligeud: Det er ikke vores mindste børn, der skal betale prisen.
Flertallet i Børne- og Ungdomsudvalget (BUU) har protokolleret på det seneste udvalgsmøde for at undersøge, hvor meget der kan spares ved at sende børn tidligere i SFO. Dette sker for at skaffe økonomiske midler til at bevare små skoler med minimal tilgang af børn nu og i fremtiden.
Dette forslag afviser vi klart – og vi står skulder ved skulder med BUPL.
Al data og faglig viden peger på, at børn trives bedst i dagtilbud, hvor der er tid til leg, tryghed og gode normeringer frem til skolestart.
For en måned siden var vi på gaden og spurgte forældrene direkte. Svaret var tydeligt: De ønsker ikke tidligere SFO-start.
SF har ikke kæmpet side om side med forældrene for minimumsnormeringer for sjov. Det handler om, at børn har brug for, at der er en voksen til stede. Børn skal have tid til at vokse – de behøver ikke blive store før tid.
SF vil ikke medvirke til en nedbrydning af vores dagtilbud, hvor små enheder rammes hårdt af en start, der først blev rykket én måned senere og nu, som protokolleret af flertallet, hele to måneder tidligere.
Lad os lytte til pædagogerne, forskningen og forældrene. Vi vil vores børn det bedste – og det kræver, at vi investerer i dem, ikke skærer ned.