Nyt gaderegulativ i Skagen gør udeservering mulig hele året
Gaderegulativet for Skagen står foran en ændring, som blandt andet betyder, at det er slut med at bruge hvidt træstakit. Caféhegn skal være af glas/aluminium/stålkonstruktion - alternativt rustfrit stål med reb eller læsejl i afdæmpede naturfarver.
I dag tillades kun en højde på 100 centimeter. Den grænse stiger nu til 120 centimeter med mulighed for at skyde glas op til en højde på 180 centimeter. Caféhegn må udelukkende være forsynet med restaurantens logo.
Restauratørerne har desuden et ønske om mere udendørsliv i løbet af året. I dag tillader gaderegulativet kun caféhegn i perioden 1. april til 31. oktober. Vedtager politikerne i Teknisk Udvalg det nye gaderegulativ i næste uge, må der være caféhegn hele året. Håbet er, at det skaber mere liv.
En anden ønsket ændring drejer sig om inventar til udeservering og indretning. Det skal i dag til enhver tid fremstå ryddeligt og være ordentligt opstillet, dog skal udeservering ophøre senest klokken 22.00.
Fremover skal restauranterne dagligt rengøre arealerne udenfor. De ønsker, at restriktionen om, at udeservering skal ophøre kl. 22.00 fjernes. Det vil administrationen i Frederikshavn Kommune dog ikke gå med til.
Administrationen har været i dialog med Toppen af Danmark, som bakker op om de ønskede ændringer til gaderegulativets bestemmelser.
- Hvis man kan få et lidt mere ensartet udtryk, er det en fordel. Vi mener, at det er en god ide med en løsning, hvor det visuelle udtryk er ensartet, og der måske endda også er mulighed for at skabe øget udeservering, hvis der er bedre læ, og gæsterne derfor kan nyde en servering på de udendørs områder, selvom der ikke er helt vindstille, siger turistdirektør Nicolai J. Nissen, Toppen af Danmark.
Center for Teknik og Miljø indstiller, at gaderegulativet ændres med en forsøgsperiode på fem år.