På med guldhatten: Milan Rytter fra Sæby er DEC-mester 2025
På trods af massiv regn og en udfordret motor kunne racerkøreren Milan Rytter fra Sæby og teamkammeraten Victor Nielsen kæmpe sig til mesterskabet i Danish Endurance Championships Klasse 4.
Føringen var allerede solid inden finaleweekenden på Padborg Park, men der var ikke plads til fejl, hvis titlen skulle indkasseres. Det var derfor også en veloplagt Milan Rytter, som allerede i tidtagningen leverede varen med bedste omgangstid i klassen. Teamkammerat Victor Nielsen var ligeledes hurtigst i sin tidtagning, og dermed så det lovende ud for resten af weekenden.
I lørdagens løb lagde Milan Rytter stærkt ud i starten af løbet, og Victor Nielsen kunne i den sidste halve time af løbet fuldende opgaven bag rattet. Der var mere end en omgangs forspring til nærmeste konkurrent, da nordjydernes Cupra kørte over målstregen efter sammenlagt en times racerløb i regn og blæst.
Det gav selvsagt blod på tanden og selvtillid til søndagens løb, hvor Milan Rytter igen tog sig af den første halvdel af løbet. Det blev ikke det letteste løb nogensinde, men end ikke massiv regn eller en motor, som kun kørte på tre ud af fire cylindre, kunne vriste sejren og mesterskabet ud af hænderne på de to unge nordjyder, der med en andenplads sikrede point nok til at kunne kalde sig mestre.
- Det er super fedt. Det var målsætningen fra starten af sæsonen, så det er rigtig tilfredsstillende og rart, at alting lykkedes til sidst. Det har været et godt år, ikke mindst takket være det gode arbejde fra Sally Racing, som har sørget for at vi har haft en velkørende og hurtig racerbil, siger Milan Rytter, som nu kan se tilbage på to mesterskaber på to år:
- Jeg synes efterhånden, at jeg har fået vist, at jeg har noget at byde på som racerkører, og det har givet mig en tro på, at jeg er klar til næste skridt fremad. Nu bliver det godt med lidt afslapning efter sæsonen, og så håber jeg at det bliver endnu vildere næste år, fortæller Milan Rytter.
I den kommende weekend er det til gengæld storebror Silas Rytter, som skal i aktion på Circuit de Catalunya Barcelona i Lamborghini Super Trofeo Europa med Leipert Motorsport.