Gå til hoved-indhold
07. juni 2025 - kl. 19.06

Padel: Flot andenplads til Skagen/Frederikshavn i Final 4

  • 1 af 3
    Glade spillere efter sejren i semifinalen over de danske mestre.
  • 2 af 3
    Skagen/Frederikshavns oprykkere vandt sølv i deres første sæson i Elitedivisionen i Lunar Ligaen.
  • 3 af 3
    Pablo Figueroa, Allan Kolbro Nielsen og Johan Fors efter den afgørende sejr i semifinalen.
Af: Michael Frederiksen

Skagen/Frederikshavn kvalificerede sig i dag til finalen i Final 4 i padel i Racket Club Taastrup, men her blev hjemmeholdet for stor en mundfuld.

- Vi vinder sølv i vores første sæson i den landsdækkende Elitedivision. Vi er pavestolte over, at vores samarbejde udmøntede sig i en finaleplads, siger Mikal Toft.

Han er medejer af Padel 99 i Frederikshavn, som sammen med Skagen Padelcenter står bag Skagen/Frederikshavn.

Oprykkerne blev nr. fire i grundspillet og kvalificerede sig dermed kun lige akkurat til Final 4. Her ventede de dobbelte forsvarende mestre fra PadelPadel CPH i semifinalerne. Det lykkedes efter en flot præstation at vinde 2-1. 

I et rent svensk opgør vandt Pablo Figueroa og Johan Fors 6/4, 3/6, 6/2 i den afgørende kamp. Gustav Eriksson og Malthe Nielsen sørgede for den første sejr i Skagen/Frederikshavn, mens Allan Kolbro Nielsen og Zvonimir Durkinjak tabte.

- Det var stærkt, at vi kunne slå de danske mestre. Med til historien hører, at vi stillede op uden vores to bedste spillere. Simon Vasquez og Adam Axelsson var optaget af en af verdens største turneringer i Rom, fortæller Mikal Toft.

I finalen ventede favoritterne fra Racket Club Taastrup, der endda havde fordel af hjemmebane. Gustav Eriksson og Malthe Nielsen tabte i to sæt, men Pablo Figueroa og Johan Fors holdt Skagen/Frederikshavn inde i finalen. De vandt første sæt - igen over to landsmænd - men tabte desværre de to næste sæt. Dermed var finalen afgjort.

- Stor ros til vores drenge, der virkelig gjorde en god figur. Vi præsenterede Frederikshavn Kommune på flotteste vis, og der var ros til os af de folk, som kommenterede Final 4, siger Mikal Toft.

I padel er der to sæsoner på et kalenderår, så allerede i september begynder næste sæson.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...