Palmerne på Palmestranden blev i dag gravet op i rekordtempo
Palmerne på Palmestranden i Frederikshavn blev i dag gravet op hurtigere end nogensinde. Det fortæller Michael Nielsen fra Center for Ejendomme, Park og Vej, som har været en del af teamet siden åbningen af Palmestranden i 2004.
- Vi har aldrig haft så mange palmer oppe så hurtigt som i år, og vi er det samme antal mennesker og maskiner. Der er virkelig sådan en god holdånd, som har eksisteret snart i 20 år. Det er næsten magisk, smiler Michael Nielsen.
Palmerne blev i år kørt ud på Palmestranden tirsdag 9. maj, og nu er de altså tilbage i det store drivhus på Brønderslevvej i Frederikshavn.
Rent faktisk gjorde stormen Hans, at dagens arbejde var lidt lettere end normalt. 20 af de 96 palmer var nemlig allerede kørt i vinterhi på grund af den omtalte storm.
I 2024 har Palmestranden 20-års jubilæum.
- Jeg har haft fornøjelsen af være med siden 2004, og det giver mig noget af erfaring med det helt fantastiske hold fra Ejendomme, Park & Vej, siger "Palme-Michael".
Han oplyser, at palmerne generelt har det godt.
- Tingene bliver brugt herude, men folk er ordentlige ved palmerne. Der er ikke noget, som er ødelagt, fortæller Michael Nielsen.
Når palmerne fra Palmestranden er installeret i det store gartneri på Brønderslevvej, skal de øvrige palmer i Frederikshavn og opland hentes, og som rosinen i pølsenden følger agaverne på Europavej. De skal også have tag over sig i vintermånederne.