Positiv, professionel og pligtopfyldende
Dafolo-medarbejder Finn Nørgaard har netop modtaget Den Kongelige Belønningsmedalje.
I november sidste år havde Finn Nørgaard været ansat i Dafolo i 40 år. Han havde efter eget ønske valgt at sige farvel til kollegaer og tilværelsen som erhvervsaktiv i april i år – midt i coronakrisen. Derfor måtte overrækkelse af Den Kongelige Belønningsmedaljen udsættes til det igen blev forsvarligt at samle virksomhedens medarbejdere til en fælles fejring midt i juni.
Indstillingen blev læst højt ved overrækkelsen i Dafolos kantine, hvor kollegaer i alle aldre fik et indblik i den transformation, Finn Nørgaard har været en del af – primært drevet af udviklingen i teknologier.
Fra arbejdet med datamater til udvikling af it-løsninger til automatisering, effektivisering og bedre borgerservice. Hertil kommer en række omorganiseringer, opkøb af virksomheder og frasalg af forretningsområder.
Uanset rolle og opgaver har Finn Nørgaard været 100 procent loyal over for Dafolo og nydt meget stor respekt i hele organisationen. Af indstillingen til belønningsmedaljen roses han desuden for sin faglighed og for at være en meget afholdt kollega:
"Gennem en professionel og pligtopfyldende tilgang til opgaver har Finn altid leveret faglig kvalitet samtidig med, at samarbejdet med kollegaer i hele organisationen altid har været positivt – og krydret med humor."
Hele Danmark stiftede bekendtskab med Finn Nørgaard, der i 1997 takkede ja til at medvirke i TV-serien "Fik du set det du ville" produceret af Lise Roos. Med en ærlig, åbenhjertig og humoristisk fortælling om livet som privatperson og som medarbejder i Dafolo bidrog Finn Nørgaard til at profilere virksomheden på allerbedste vis. Gennem alle årene har han været særdeles aktiv i sociale personaleaktiviteter i Dafolo og i stor stil bidraget til at skabe sammenhængskraft og trivsel på tværs af virksomheden.
Medaljeoverrækkelsen satte dermed punktum for 40 flotte år præget af en pligtopfyldende arbejdsindsats og et stort kollegialt engagement.





































