Gå til hoved-indhold
112
31. januar 2023 - kl. 20.01

Særligt udvalgte indsatte får afdeling for sig selv

  • 1 af 2
    FOTO: TV2 Nord
  • 2 af 2
Af: Kanal Frederikshavn

Indsatte på Kragskovhede Fængsel i Jerup får markant bedre forhold, hvis de ønsker at tage en boglig uddannelse, mens de afsoner deres straf.

Enecelle og kontrolleret adgang til internettet. Det er blandt de goder, som 15 udvalgte indsatte nu tilbydes, hvis de takker ja til at tage en boglig uddannelse og indgå i et fællesskab med deres medindsatte. Og det er vel at mærke i en bygning helt for dem selv, skriver TV2 Nord.

Kragskovhede Fængsel åbnede tirsdag den nye uddannelsesafdeling, som er den femte af sin slags i hele landet.

Drømmer om bioanalytikeruddannelse
Blandt de indsatte, der er flyttet ind, er den unge mand, som TV2 Nord møder i anledning af åbningen. Han ønsker ikke at stå frem med navn eller ansigt, men fortæller, at han er i gang med at færdiggøre sin HF-eksamen.

- Jeg var selv i gang med at studere udenfor, før jeg endte i noget lort, fortæller han.

Han er ikke i tvivl om, at de nye og mere rolige rammer gør en forskel. Ikke mindst det, at han har enecelle.

- Det gør en stor forskel, fordi man får en ro, så man kan studere - modsat andre steder hvor man er to i en celle. Det giver en helt anden slags ro. Jeg kan jo ikke være oppe til klokken 2 om natten, når jeg skal op igen næste morgen og i skole, siger han.

Han understreger, at det er vigtigt for ham at få en uddannelse og komme videre i livet.

- Jeg skal have gjort min HF færdig, og så vil jeg gerne læse til bioanalytiker, fortæller han.

Skifte væk fra kriminalitet

Det er netop meningen med den nye afdeling at klæde de indsatte bedre på i forhold til deres fremtid.

- Det gør os rigtig glade, at vi kan være med til at gøre en meningsfuld indsats for samfundet og den enkelte indsatte – så de kan skifte retning væk fra kriminalitet og hen til et sundt fællesskab, et arbejdsskab og måske også en lovlig også en indtægt, siger institutionschef på Kragskovhede Fængsel, Lene Theilgaard, til TV2 Nord.

Og der er ifølge institutionschefen rift om de 15 pladser, som fængslet netop har åbnet.

- Der er fyldt op, og det er også vores klare ambitioner. Samtidig skal de indsatte også yde noget for at være der, siger hun.

Værksted og en boglig vej
Fængslet har i forvejen en bred vifte af tilbud og forsøger målrettet at give de indsatte kompetencer til arbejdslivet.

- Der er nogle, der har virkelig meget glæde af at være på et værksted, og det har vi mange muligheder for. Nu har vi også mulighed for at gå den mere boglige vej, hvor vi giver de indsatte bedre muligheder for at studere. Vi giver bedre rammer for at modtage undervisning og læse lektier på den måde, som man bliver undervist på nu om stunder, hvor der også er mulighed for at få internetadgang under kontrollerede former, siger Lene Theilgaard.

Kragskovhede Fængsel har i forbindelse med den nye afdeling øget antallet af undervisere på stedet med to.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...