Gå til hoved-indhold
20 november. 2023

Tirsdag signerer Sussi fra Sussi og Leo bøger i Frederikshavn Boghandel

  • 1 af 1
Af: Michael Frederiksen

Tirsdag 21. november er der mulighed for at hilse på Sussi fra Sussi og Leo. Sussi Nielsen besøger Frederikshavn Boghandel fra kl. 16.30 til 17.00, og det gør hun naturligvis, fordi hun signerer den nye bog, "Jeg er Sussi", som er skrevet af Michael Enggaard, der er opvokset i Frederikshavn.

I bogen fortæller Sussi Nielsen om sit festlige liv og sin store sorg. Det mislykkede eventyr på Ritz i Frederikshavn bliver naturligvis også omtalt. "Fiasko i Frederikshavn" hedder overskriften på kapitel 13.

Biografien om Sussi Nielsen er en livsbekræftende fortælling om en kvinde, der har vundet manges hjerter med sin bramfrihed og ukuelige livsvilje. I fem årtier har Sussi og Leo underholdt danskerne med et medrivende show på scenerne rundt om i landet. Den nu 67-årige musiker har aldrig været bange for at hive op i kjolen og vise ben og baller, og sammen med sin mand har hun aften efter aften skabt en fest for hundredtusindvis af danskere.

Sussi er kendt for at sige tingene lige ud, og det er netop hendes ærlighed og charmerende facon, der har gjort hende til en af Danmarks mest folkekære personligheder. Men bag facaden har hun oplevet både lykke og sorg. I biografien kommer vi helt tæt på hendes livs udfordringer.

Sussi fortæller om tabet af sin mand og musikalske partner, og om hvordan hun efter hans død i februar 2023 har været tvunget til at genopfinde sig selv både personligt og professionelt. Bogen giver et indblik i, hvordan hun har håndteret sorgen og savnet efter sit livs kærlighed, og hvordan hun har fundet mod og styrke til fortsat at optræde og sprede glæde blandt sit store publikum.

Bogen er skrevet af Michael Enggaard, som i dag bor på Vesterbro, men han voksede op i Hvidovre og Frederikshavn. Han er uddannet journalist og arbejdede i 20 år på Jyllands-Postens kulturredaktion.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...