Gå til hoved-indhold
03. marts 2024 - kl. 18.03

Tirsdagsgyser venter i Rødovre efter White Hawks-nederlag i marathon-kamp

  • 1 af 1
    Efter halvanden times pause blev kampen kort før kl. 17.00 genoptaget i hal 2.
Af: Michael Frederiksen

Frederikshavn White Hawks tabte 0-1 til Odense i en historisk kamp, som begyndte i hal 1 og sluttede tre timer senere i hal 2 på grund af problemer med isen.

Nederlaget betyder, at tirsdagens kamp mellem Rødovre Mighty Bulls og Frederikshavn White Hawks bliver afgørende for ottendepladsen og en plads i DM-kvartfinalerne mod Aalborg Pirates. Høgene SKAL vinde i Rødovre for at forsvare sin nuværende ottendeplads. Og det er nok at finde i overtid. Til gengæld kan Frederikshavn ikke tåle at tabe.

Søndagens opgør blev forsinket i 75 minutter på grund af en stor hul i isen.

Første periode forblev målløs. White Hawks kom ud med god fart og energi og pressede Odense. Det lykkedes også at skabe et par gode chancer, men skarpheden manglede.

Med seks minutter igen af første periode kom høgene i powerplay - desværre uden det blev farligt.

Perioden stoppede to minutter før tid, fordi der pludselig faldt et større stykke af isen bag det ene mål. Spillerne blev sendt i omklædningsrummene. Det første forsøg på at få kampen i gang lykkedes ikke. White Hawks-spillerne var ellers på vej på isen, men dommerne vurderede, at det var nødvendigt med yderligere 30 minutters pause.

Det var ikke til hjemmeholdets fordel. White Hawks førte skudstatistikken med 9-4, da isen gik i stykker.

I den lange pause kunne de frederikshavnske fans for en sjælden gangs skyld glæde sig over tre scoringer til Aalborg Pirates, som i anden periode vendte 0-1 til 3-1 i hjemmekampen mod Rødovre Mighty Bulls.

Kl. 16.35 blev det besluttet at flytte kampen til hal 2. Her må der kun være 1000 tilskuere, og valget faldt i første omgang på alle med sæsonkort. Lige inden kl. 17.00 blev kampen genoptaget - efter 75 minutters pause - og det var med fynboerne i en altdominerende rolle, hvor de virkelig pressede hårdt på.

Otte minutter inde i anden periode viste White Hawks endelig tænder. Nærmest ud af ingenting opstod der tre chancer til høgene, som leverede en ok sidste halvdel af anden periode. De skabte også kampens indtil videre største chance. Thomas Søndergaard med en lækker aflevering ind til Sebastian Brinkman, som var helt fri foran mål, men han formåede ikke at passere Odense-keeperen.

White Hawks fik også chancen i powerplay. Det var tæt på i et par situationer. 0-0 efter anden periode, og i pausen kunne spillerne konstatere, at Rødovre tabte 3-1 i Aalborg. Dermed var det sikkert, at en sejr i ordinær tid mod Odense ville sende høgene i DM-kvartfinalerne.

Desværre blev kampens eneste mål scoret af Odenses Kristian Jensen, assisteret af Radim Piroutek og Jonathan Brinkman. Målet faldet i tiden 52:39.

Tredje periode var afvekslende med muligheder i begge ender, men de to målmænd var stærke denne søndag i Nordjyske Bank Arena. Mikael Johansson, Christopher Frederiksen og Daniel Baastrup havde gode chancer, men pucken ville ikke ind. Det ville den heller ikke i de sidste 30 sekunder, hvor høgene pressede hårdt på med en ekstra marksspiller og virkelig var tæt på i flere situationer.

Igen fejlede arbejdsindsatsen og energien ikke noget, men det er nødvendigt med større skarphed foran modstandernes mål, når White Hawks tirsdag aften enten skal have kastet badebolde efter sig eller juble over en sejr, som giver dem mindst fire kampe mod lokalrivalerne fra Aalborg Pirates.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...