To personer anholdt efter påsat brand i hus på Tryvej ved Østervrå
Nordjyllands Politi har natten til søndag anholdt to personer i forbindelse med en brand i et tomt hus på Tryvej ved Østervrå. Det oplyser vagtchef Ole Buus, Nordjyllands Politi, til TV2 Nord.
- Vi får anmeldelsen klokken 21.52. Da det er en forladt ejendom, efterforsker vi, om det skulle være en påsat brand, hvilket vi nu ved, at det er. Der er sket en brandstiftelse udefra, oplyser vagtchefen.
De to anholdte vil blive juridisk vurderet i løbet af søndag formiddag. Samtidig vil polititet være til stede ved adressen søndag og højst sandsynligt også mandag.
- Vi skal have nogle teknikere og noget teknisk udstyr ud på stedet for at finde ud af, hvad der er sket, forklarer Ole Buus, der yderligere oplyser, at man allerede har sikret nogle spor i løbet af natten.
Området omkring huset er søndag formiddag fortsat afspærret.