Gå til hoved-indhold
13. juli 2024 - kl. 11.07

Tre på stribe i Cup No.1: FfI's U15-drenge slår Moss FK i finalen

  • 2 af 2
    FfI's U15-drenge strøg fortjent til tops i Cup No.1 2024 med en finalesejr på 3-1 over Moss FK.
Af: Michael Frederiksen

Cup No.1 skriver sig ind i historiebøgerne som en af de sportsligt bedste for arrangørklubben FfI. Efter fredagens sejre til FfI i U10 og U13 indledte FfI's U15 lørdagens finaleprogram med en 3-1-sejr over Moss FK fra Norge.

- Det føles rart, for vi har kæmpet hårdt i hele turneringen, siger anfører Alexander Bechmann Venø Frandsen.

Netop denne årgang er meget talentfuld i FfI. I foråret nåede holdet JM-finalen i Liga 2, hvor de dog tabte efter straffesparkskonkurrence. I efteråret rykker de op i U16 og skal spille Liga 1.

De badede sig igennem den indledende runde med fire sejre og en målscore på 32-1. I kvartfinalen vandt de 6-0, og i semifinalen blev det til en sejr på 7-0. Lørdagens modtander, Moss FK, havde næsten en lige så suveræn vej til finalen, så der var lagt op til en velspillet og spændende kamp.

FfI kom foran 2-0, men Moss FK reducerede og åbnede stærkt i anden halvleg. FfI modstod presset og sikrede sig sejren definitivt med en scoring til 3-1 kort før tid.

- Det har været en forholdsvis nem cup, så vi har ledt efter en kamp, hvor vi virkelig skulle kæmpe. Derfor er vi glade for, at der var noget modstand i finalen, siger Alexander Bechmann Venø Frandsen.

Moss FK er en stor klub, hvis førstehold spiller i den næstbedste række i Norge. U15-holdet er ligeledes at finde i den næstbedste række.

- De var et godt hold, men de manglede disciplin. Vi var der i hver duel, og det fejlede de på, vurderede FfI's anfører.

Syv sejre og syv kampe er status for FfI's U15-drenge efter Cup No.1 2024.

- Sammenholdet gør alt. Vi kæmper for hinanden. Vi elsker bare fodbold, fastslår Alexander Bechmann Venø Frandsen.

Efter sommerferien står der U16 Liga 1 på programmet, og anføreren er ikke i tvivl om, hvad der skal sikre FfI fortsat succes i denne årgang. Hør hans svar i videoen.

U15-holdet trænes af Jonas Serup, der også er træner for klubbens førstehold, som rykkede op i Jyllandsserien 2.

FfI's tre førstepladser i Cup No.1 er alle sikret i drengerækkerne. 

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...