Åben Padel Dag: Spil gratis i to timer i Padel 99
Lørdag 24. maj er der Åben Padel Dag i hele Danmark, og Padel 99 i Frederikshavn åbner dørene fra kl. 12.00-14.00, hvor alle er velkomne
- Der skal hverken bestilles tid eller bane. Man skal bare møde op, og vi opfordrer til, at man tager venner, familie eller kollegaer med, siger Jacob Birkkjær, medejer af Padel 99.
Antallet af padelspillere er vokset eksplosivt de senere år.
- De fleste kender sikkert nogle, der spiller padel, men spiller man ikke selv padel, kan det være belastende at høre om vennernes mange padelkampe. Men det er jo faktisk sjovt at spille padel, og lørdag kan alle prøve det - uden at det koster noget, siger Jacob Birkkjær.
Åben Padel Dag handler netop om at opleve padel på en sjov og uformel måde - helt gratis.
Padel 99 på Apholmenvej i Frederikshavns nordlige udkant byder indenfor fra kl. 12.00 til 14.00.
Det kan du glæde dig til:
- Gratis prøvespil med introduktion til padel
- Lån af bat og bolde - du skal bare møde op
- Sjov aktivitet og små turneringer
- Mulighed for at møde nye spillemakkere
- God stemning og mulighed for forfriskninger
Du skal blot medbringe indendørssko, eventuelt en vandflaske og godt humør.
Hos Dansk Padel Forbund glæder man sig over, at Åben Padel Dag for første gang finder sted i år.
- Det er yderst afgørende for den fortsat positive udvikling af padelsporten, at vi hele tiden er gode til at vise padel frem for nye interesserede, og at de selv kan få en smag for, hvorfor padel i dag er blevet den største danske ketsjersport for voksne, siger Kristoffer Jørgensen, direktør i Dansk Padel Forbund.