'Åndeligt fitnessbad' genvælger ledelsen
I Odd Fellow broderloge nr. 102 Ora Plana Frederikshavn har brødrene været så tilfredse med deres ledelse - såkaldte embedsmænd - at de har genvalgt dem alle for de næste to år. Brødrene er derfor sikre på, hvorledes ledelsen af den fortsatte udvikling vil blive styret, da årene efter corona-perioden har været usikker for mange foreninger og frivillige sammenslutninger.
Logens overmester er Poul Christensen, der er tidligere lodsformand i Skagen Lodseri, men som stadig bliver tilkaldt til at udføre enkelte lodsninger for det danske lodsvæsen.
Logens undermester (næstformand) er Karsten Nyeman-Thode. Sekretær er Lars-Christian Thorvil, kasserer er Kim Dan Thomsen, og logens skatmester er Ole Frydkjær Thomsen.
Logen værner om de faste rammer og de gamle traditioner, som Odd Fellow Ordenen blev bygget på. Man fortæller ikke så meget om, hvad man gør i logen, da det kan virke absurd, hvis man piller enkelte dele ud af helheden, men som helhed bliver det til noget meningsfuldt for den enkelte. Nogen siger det på en anden måde, nemlig at brødrene, når de hver uge går til logemøde, modtager et "åndeligt fitnessbad".
Logen, der har 29 medlemmer, er inde i en god udvikling, men vil gerne arbejde for at blive endnu flere medlemmer
Odd Fellow Ordenen i Frederikshavn dækker et større geografisk område, fra Skagen i nord til Sæby i syd.
På billedet ses fra venstre undermester Karsten Nyeman-Thode, skatmester Ole Frydkjær Thomsen, overmester Poul Christensen, kasserer Kim Dan Thomsen og sekretær Lars-Christian Thorvil.