Gå til hoved-indhold
21. november 2025 - kl. 00.11

Særlig sproglig indsats for de mindste på Nordstjerneskolen

  • 1 af 3
  • 2 af 3
  • 3 af 3
Af: Michael Frederiksen

Nordstjerneskolen har i dette skoleår sat ekstra fokus på de yngste elevers sprogudvikling. I børnehaveklassen er der afsat to ekstra klokketimer om ugen, som udelukkende bruges på at styrke elevernes sproglige fundament – især ordforrådet.

- I pædagogiske miljøer er der bred enighed om, at et stærkt ordforråd er en nøglefaktor for børns læring og for deres muligheder for at følge undervisningen, fortæller læsevejleder Heidi Christiansen.

På Nordstjerneskolen arbejder lærere og pædagoger i indskolingen derfor systematisk og målrettet med at udvide elevernes ordkendskab. Indsatsen bygger på varierede og visuelle tilgange, så alle børn får udbytte af timerne.

- Vi arbejder meget ud fra det visuelle og går blandt andet i køkkenet, hvor vi kobler ord på de forskellige ting. Vi leger "Skibet er ladet med … møbler", og børnene byder ind med alle de ord, de kender. Ved at lytte til hinanden lærer de nye ord. Vi taler også om, at vi spænder skoene og lyner jakken – i stedet for blot at lukke dem, forklarer Heidi Christiansen.

Forskningen viser, at mange børn i dag er sprogligt udfordrede - ikke kun i Frederikshavn, men på landsplan. Det ønsker Nordstjerneskolen at gøre noget ved gennem en tidlig, forebyggende og styrket indsats.

Forældre og andre interesserede kan høre mere om arbejdet, når skolen holder åbent hus for indskolingen onsdag 26. november kl. 16.30-18.00.  Her vil man også kunne opleve skolens børnekor.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...