Borgmester: Vi kan stadig lukke en skoleafdeling
7. årgang på Frydenstrand Skoleafdeling er hårdt ramt af COVID-19. Ifølge Frederikshavn Kommunes hjemmeside er der syv smittede elever, men forældre oplyser til Kanal Frederikshavn, at tallet er højere.
Det kan hænge sammen med, at Frederikshavn Kommune i weekenden kun opdaterer antallet af smittede i det kommunale system én gang om dagen, nemlig kl. 17.00 både lørdag og søndag.
Sikkert er det, at antallet nysmittede i dag er 10 i Frederikshavn Kommune. Et tal, som er højere end i går (fire), men stadig ligger i den lave ende, når man tænker på den omfattende test-aktivitet i kommunen. De seneste syv dage er 21.766 personer blevet testet i Frederikshavn Kommune. 64 er smittede med COVID-19.
- Vi får ros af statsministeren, sundhedsministeren og Brostrøm (Søren Brostrøm, direktør for Sundhedsstyrelsen, red.), fordi vi er så flinke til at blive testet i Frederikshavn Kommune, siger borgmester Birgit S. Hansen.
I aftes blev det meddelt på et pressemøde, at nogle af de skærpede restriktioner i de syv nordjyske kommuner droppes. Det bliver fra mandag tilladt at krydse kommunegrænserne mellem de syv kommuner, den tværgående kollektive trafik begynder igen, og børnene fra 5.-8. klasse skal igen i skole.
At eleverne skal tilbage i skole efter kun en uge kan umiddelbart virke lidt tidligt, specielt med tanke på, at Frydenstrand Skoleafdeling er hårdt ramt p.t. I den forbindelse understreger Birgit S. Hansen, at Frederikshavn Kommune stadig har mulighed for at lukke en eller flere skoleafdelinger.
- Det kræver blot en telefonopringning til en hotline, vi har, oplyser borgmesteren til Kanal Frederikshavn.
Det er dog hendes klare fornemmelse, at børnene glæder sig til at komme tilbage i skole.
- Og vi driver skole for børnenes skyld, siger Birgit S. Hansen.
Hun håber, at de øvrige skærpede restriktioner droppes så hurtigt som muligt.
- Det er vi i den grad grad opmærksomme på. Af hensyn til vores erhvervsliv og oplevelsesøkonomi skal der ikke gå én time mere end nødvendigt, mener borgmesteren.