Gå til hoved-indhold
10. marts 2024 - kl. 19.03

Danske virksomheder vil gå sammen om produktion af ammunition i Elling

  • 1 af 1
Af: Michael Frederiksen

Et konsortium af primært danske produktions- og forsvarsvirksomheder er gået sammen om at tilbyde fremstilling af granater, håndvåben og krudt og ammunition til det danske forsvar med udgangspunkt i den gamle ammunitionsfabrik i Elling ved Frederikshavn, oplyser FINANS.

Samarbejdet skal føres ud i livet gennem et nyetableret selskab, Danammo, og det kan potentielt blive en af de største virksomheder inden for den danske forsvarsindustri, hvis medlemmer tæller virksomheder som Terma og Systematic. 

Fire personer står bag initiativet, herunder den tidligere viceforsvarschef Per Ludvigsen, der fortæller, at virksomheden forfølger en 25-30 årig aftale, og at den vil invitere den danske stat med i ejerkredsen. 

- På den ene side handler det om at skabe noget, der er levedygtigt. På den anden side skal der være transparens, fordi det vedrører noget så centralt som Danmarks sikkerhed, siger han. 

Danammo har etableret partnerskaber med 14 danske virksomheder og to udenlandske og har netop afleveret et oplæg til Forsvarets Materiel- og Indkøbsstyrelse (FMI). 

Virksomheden lægger op til at producere 120.000 granater om året og 100 millioner stykker småkalibret ammunition. Derudover vil den lave en langsigtet serviceaftale med Forsvaret om at stå for ammunitionslagrene, ligesom den selv vil producere krudt, sprængstoffer og drivladninger. 

Alt skal foregå i Danmark, og Danammo slår på, at det handler om at sikre forsyningssikkerhed for Danmark og undgå, at vi bliver afhængige af virksomheder fra andre lande. 

Danammo vil ikke endnu afsløre navnene på alle de virksomheder, som der er indgået partnerskaber med, men en af dem er Multicut i Vildbjerg ved Herning. Virksomheden er i forvejen underleverandør til forsvarsindustrien og leverer for eksempel komponenter til amerikanske missiler. 

Ifølge FMI’s markedsundersøgelse er tidsfaktoren afgørende på grund af de nuværende flaskehalse i markedet, og derfor foretrækker FMI eksisterende producenter og helst en producent fra et af de nordiske lande. Det kunne trække i retning af, at FMI vil vælge norske Nammo, der allerede har meldt sin interesse i Krudten. 

Stifterne bag Danammo mener, at løsningen med partnerskaber med produktionsvirksomheder som Multicut er oplagt, fordi det gør det muligt at skalere op og ned for produktionen efter behov. 

Danammo er ifølge stifterne "i tæt dialog" med flere institutionelle investorer, men de vil ikke ud med konkrete navne eller typen af investorer skriver FINANS.

FMI oplyser, at man nu vil analysere de indkomne svar fra markedsundersøgelsen, og det vil indgå i grundlaget for en politisk beslutning om næste skridt.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...