Direktør vil opstarte ammunitionsproduktion i Elling i løbet af to-tre år
Den danske forsvarsminister Troels Lund Poulsen mødtes torsdag med nordmanden Morten Brandtzaeg, som er direktør i ammunitionsvirksomheden Nammo. Morten Brandtzaeg tilbyder at stå for ammunitionsproduktionen, som skal genoptages i de gamle fabrikshaller i Elling.
- Vi vil gerne tage rollen på os med at køre fabrikken i Danmark, og den bør drives på helt kommercielle vilkår. Det vil sige, at der må også kunne ske eksport ud fra en tænkt industriløsning i Danmark, siger direktøren til TV2.
Ifølge direktøren vil der gå to-tre år, før produktionen kan starte.
- Vi skal have fat i maskiner. Der er leveringstid. Det kan ske noget hurtigere, men ikke meget hurtigere, siger han.
Nammo har 2.700 medarbejdere fordelt på 28 afdelinger i følgende 11 lande: Norge, USA, Sverige, Finland, Tyskland, Spanien, England, Irland, Schweiz, Polen og Indien.
Den danske stat har købt bygningerne for 19,6 millioner kroner af fire lokale erhvervsfolk, men hvem der skal stå i spidsen for den fremtidige ammunitionsproduktion er endnu uvist.
Forsvarsministeren er ikke i tvivl om, at "Krudten" igen kan blive en stor arbejdsplads i Frederikshavn Kommune.