Erfaring forpligter – og giver resultater
Byrådsmedlem Bent Hieronymus Pedersen (A), Frederikshavn Kommune, medlem af Arbejdsmarkedsudvalget samt Plan- og Miljøudvalget, har skrevet dette indlæg: Jeg stiller op med 14 års erfaring, stærke socialdemokratiske værdier og et solidt engagement i både Frederikshavn og Skagen. Mit fokus er på at styrke arbejdsmarkedet, sikre ansvarlig byudvikling og fremme grønne løsninger med respekt for lokalsamfundene. Stem på Bent for stabilitet, samarbejde og sund fornuft.
Ved kommunalvalget 18. november genopstiller jeg for Socialdemokratiet, da jeg fortsat ønsker at bidrage med min erfaring og mit engagement. Jeg er 73 år, bosat i Strandby og har siden 1985 været aktiv inden for både fagbevægelsen og Socialdemokratiet. Med 14 års erfaring som byrådsmedlem - heraf fire år i Hals Kommune - har jeg erfaret, at politisk arbejde kræver tålmodighed, beslutsomhed og evnen til at samarbejde. Disse værdier danner grundlaget for mit virke.
Som medlem af Arbejdsmarkedsudvalget samt Plan- og Miljøudvalget arbejder jeg med to væsentlige områder: mennesker og udvikling. Jeg er overbevist om, at en kommune kun kan være stærk, hvis der er plads til alle – både dem, der søger at etablere sig på arbejdsmarkedet, og dem, der arbejder for at bevare naturen, livskvaliteten og fællesskabet i deres lokalsamfund.
Frederikshavn Kommune rummer betydelige styrker og en stor mangfoldighed, som vi skal værne om. Det er afgørende at sikre, at både Frederikshavn og Skagen udvikler sig – hver på deres egne vilkår – men med et fælles fokus på ansvarlig vækst og grøn omstilling. I Skagen skal vi beskytte den unikke natur, samtidig med at vi understøtter turisme og lokale erhverv. I Frederikshavn skal vi fortsat styrke erhvervslivet og bymiljøet, så byen forbliver en drivkraft for hele kommunen.
Mit mål er tydeligt: at bidrage til at skabe en kommune, hvor samarbejde og sund fornuft går hånd i hånd. Jeg har tillid til, at vi opnår de bedste resultater gennem brede løsninger og ved at lytte til hinanden.
Tak for tilliden – og held og lykke med valgkampen.