Gå til hoved-indhold
05. august 2021 - kl. 00.08

Fra overdosis i Norskov til Bille Augusts højre hånd

  • 1 af 18
    FOTO: Privat
  • 2 af 18
    FOTO: Privat
  • 3 af 18
    FOTO: Privat
  • 4 af 18
    FOTO: Privat
  • 5 af 18
    FOTO: Privat
  • 6 af 18
    FOTO: Privat
  • 7 af 18
    FOTO: Privat
  • 8 af 18
    FOTO: Privat
  • 9 af 18
    FOTO: Privat
  • 10 af 18
    FOTO: Privat
  • 11 af 18
    FOTO: Privat
  • 12 af 18
    FOTO: Privat
  • 13 af 18
    FOTO: Privat
  • 14 af 18
    FOTO: Privat
  • 15 af 18
    FOTO: Privat
  • 16 af 18
    FOTO: Privat
  • 17 af 18
    Caroline Uggerhøj sad ved siden af Bille August alle dage under indspilningerne af Pagten.
  • 18 af 18
    Caroline Uggerhøj sad ved siden af Bille August alle dage under indspilningerne af Pagten.
Af: Michael Frederiksen

Fra birolle i tv-serien Norskov til en plads lige ved siden af instruktør Bille August i den anmelderroste film Pagten, som har danmarkspremiere i aften. Sådan er situationen for den 24-årige frederikshavner Caroline Uggerhøj.

Hun er en af efterhånden ganske mange unge frederikshavnere i filmbranchen.

- Jeg har indtil nu arbejdet med en håndfuld skønne frederikshavnere på film- og tv-serie projekter i København. Det er et sjovt tilfælde. Jeg tror, at alle frederikshavnere i branchen kan kende den rare følelse af at møde nogle, som kommer med samme rødder. Vi kender jo på en måde hinanden allerede inden, vi starter arbejdet sammen.

Hvorfor er der så mange frederikshavnere i den branche?

- Det er svært at svare på, men som nordjyde må vi have noget med i bagagen, der kan bruges. Jeg håber, jeg møder flere frederikshavnere på film og tv-serier, og Filmmaskinen i Frederikshavn er jo et rigtig godt springbræt til at få kendskab til branchen.

Efterladt på jorden en kold vinteraften

Hvorfor var du med i Norskov?


- Jeg fik en lille birolle i Norskov sæson 1. Jeg mødte casteren til et arrangement, hvor hun nævnte for mig, at de manglede en af birollerne. Hun spurgte, om jeg ikke ville tage til casting. Jeg tænkte hvorfor ikke, og næste dag stod jeg på et hotelværelse til casting med hende og hendes kamera. Det var meget specielt, og jeg havde aldrig prøvet noget lignende. Det gik heldigvis godt, for jeg blev efterfølgende tilbudt rollen.

Men døde du ikke i den første scene i Norskov?

- Jeg var i hvert fald tæt på det. I scenen får jeg en overdosis og bliver efterladt på jorden en kold vinteraften, men jeg er faktisk med som skøjtetræner senere i serien, som jo forklarer, at jeg ikke døde, siger Caroline Uggerhøj til Kanal Frederikshavn.

Hvad skete der efter Norskov?

- Da SF Film skulle lave sæson 2 af Norskov, blev jeg tilbudt at arbejde bag kameraet som assistent til indspilningslederen. Det var en helt ny verden for mig, og der fik jeg øjnene op for en utrolig spændende branche. Jeg blev efter Norskov tilbudt job på spillefilmen og tv-serien Lykke-Per. Det var en unik mulighed, og der besluttede jeg at gå helhjertet ind i branchen.

Mick Øgendahl,  Frank Hvam og Casper Christensen
Hvad har været højdepunkterne i dit filmarbejde?

- De projekter, jeg ofte tænker tilbage på og som jeg er enormt stolt af at have været med på, er blandt andet spillefilmene Lykke-Per og Pagten instrueret af Bille August og Ser Du Månen Daniel instrueret af Niels Arden Oplev og Anders W. Berthelsen.

- Derudover har jeg altid været stor fan af komedie, og der er ingen tvivl om, at spillefilmene Alle For Fire med Mick Øgendahl og Anders W. Berthelsen og Klovn med Frank Hvam og Casper Christensen har været sjove oplevelser.

- Hvert projekt er en ny oplevelse, og der er ikke to projekter eller to dage, der er ens. Det er fantastisk at få lov til at opleve og se nye ting gennem arbejdet - både rundt i Danmark, men også i udlandet.

- Jeg er taknemmelig for de mange oplevelser, jobbet giver mig, men alt er langt fra en dans på roser. Bag de mange gode oplevelser ligger der rigtig mange timers benhårdt og koncentreret arbejde, hvor der i perioder ikke er tid til det sociale liv.

- Jeg er tæt på Bille August, når vi filmer

Aktuelt har du været med i den anmelderroste Pagten, som har premiere i dag. Hvad var din opgave i den film?

- Jeg var scripter på Pagten, og det er min stilling i branchen. Mine opgaver og ansvar er blandt andet at sikre kontinuiteten i historien, og at alle scenerne kan klippes sammen. Vi filmer ikke scenerne i kontinuerlig rækkefølge, og vi kan i princippet starte vores første optagedag med at lave den sidste scene i filmen. Der er enormt mange røde tråde og detaljer, der skal holdes øje med og sikres, at de ikke glipper, og det hele matcher. Jeg laver derudover nogle rapporter for hver scene vi filmer, hvor jeg noterer nyttig information til klipperne.

Hvor tæt er du på eksempelvis Bille August, når I filmer?

- Jeg er tæt på Bille August, når vi filmer. Som scripter på en produktion, er du i sagens natur i tæt samarbejde med instruktøren. Vi sidder ved siden af hinanden hver dag, hvor vi kigger på samme monitor og hele tiden er i dialog om scenerne, vi filmer.

Hvordan er det?

- Det er altid helt unikt at opbygge et tæt samarbejde med instruktøren, og så er det jo enormt inspirerende og givende at få lov til at arbejde sammen med så dygtig og professionel en instruktør som Bille August. Det har lært mig meget, som jeg er meget taknemmelig for.

Hvad er dit næste filmprojekt?

- Det er en spillefilm, som jeg desværre ikke kan sige mere om på nuværende tidspunkt. Det er et fantastisk manuskript, instruktør og hold, og jeg glæder mig til, at vi starter optagelser i udlandet inden længe.

Læser HD ved siden af filmarbejdet
Du læser HD ved siden af filmarbejdet, men hvorfor går du ikke all in og satser på en fremtidig karriere i filmbranchen?

- Som scripter kan man ikke læse en uddannelse. Det er learning by doing, og det er der jo noget unikt ved. Jeg er utrolig glad for at være i branchen, og jeg går både all in og satser på fremtidig karriere, men jeg kan se fornuften i at tage en videregående uddannelse, og det giver altid mening at supplere med økonomisk indsigt. HD er en god mulighed, hvor jeg kan kombinere fuldtidsarbejde og uddannelse i min hverdag.

Du er datter af Sten Uggerhøj, som har bilforretninger i syv byer - med hovedsæde i Frederikshavn. Skal du på sigt arbejde i din fars virksomhed?

- Jeg går all in på det, jeg arbejder med nu, men hvad fremtiden ad åre bringer, kan jeg ikke svare på nu, smiler Caroline Uggerhøj.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...