Frederikshavn White Hawks besejrer Aalborg Pirates med 5-2
White Hawks præsenterede sig fredag aften for første gang for hjemmepublikummet i denne sæson. Mikkel Skov gjorde comeback efter en langvarig skade. Samtidig var der debut til finske Aleksi Ainali, der blev tilført holdet tidligere på ugen.
WH var klart det bedste hold i aften, hvor et tandløst Aalborg Pirates-mandskab ikke havde meget at stille op. Hjemmeholfdet vandt 5-2. Høgene var tændte og klar, og så leverede de en stor arbejdsindsats, akkurat som Fredrik Johansson har proklameret, er et af nøgleordene i den kommende sæson.
WH måtte dog se Aalborg Pirates bringe sig foran i første periode, da Kirill Kabanov fik pucken forbi August Hedlund i høge-buret. Det vakte naturlig jubel hos de medrejsende fans fra Aalborg, som ellers ikke havde meget at juble over i aften.
Spillemæssigt var WH nemlig klart bedst, og det blev bedre og bedre, som kampen skred frem. I anden periode trykkede høgene for alvor på, og derfor var det også helt fortjent, at Ben Freeman udlignede, da han styrede Christian Mieritz afslutning ind bag George Sørensen.
Den udligning holdt desværre ikke så længe. August Hedlund fumlede i det, og så kunne Oliver Anker bringe gæsterne foran 2-1. Hedlund fik ikke ekspederet en ganske ufarlig puck væk, så den gik under ham og ramte stolpen. Herefter kunne Oliver Anker, efter lidt klumpspil, sende den sorte skive ind bag en knap så overbevisende svensker.
WH fortsatte dog ufortrødent og fik også udlignet inden pausen. Rasmus Søndergaard fandt Ben Freeman foran mål, og igen styrede amerikaneren pucken ind bag George Sørensen.
Skudstatistikken sagde 19-13 efter de to første perioder og 2-2 på måltavlen.
I tredje periode var dominansen totalt i hjemmeholdets favør, og med tre scoringer afgjorde WH kampen til egen fordel.
Først blev Jaeden Martin spillet fri, hvor han køligt udplacerede George Sørensen, og kort efter kunne Christopher Mulberg notere sig en af sine sjældne scoringer. Han tog chancen fra distancen, og da der var god trafik foran Aalborg-kassen, ja, så sneg pucken sig ind i netmaskerne.
Ben Freeman tryllede med et par fikse ting, og han ligner absolut en topspiller for Frederikshavn i denne sæson. Sebastian Holm havde også god fart i skøjterne, men alt i alt var det en holdpræstation, der blev leveret på isen.
Alexander Lunsjö lukkede og slukkede, da han på en friløber, med baghånden, udplacerede en mere og mere frustreret Aalborg-keeper, der ikke fik meget hjælp af sin defensiv.
God oprejsning til WH-spillerne efter nederlag i de to første træningskampe, og nu venter svenske Borås HC i næste kamp lørdag 30. august.