Havn donerer 'russiske' penge til hjælp i Ukraine
Frederikshavn Havn donerer de penge, som det russiske fragtskib Sayan Knyaz har betalt i anløbsafgift, til hjælp i Ukraine. Det oplyser havnedirektør Mikkel Seedorff Sørensen til Kanal Frederikshavn.
Det 84 meter lange fragtskib ankom til Frederikshavn 16. februar med 12 besætningsmedlemmer, det vil sige inden den russiske invasion af Ukraine. Skibet skulle repareres i Frederikshavn.
I går kl. 17.00 forlod Sayan Knyaz igen Frederikshavn og satte kurs mod Murmansk.
Nu har Frederikshavn Havn valgt at donere sine indtægter fra det russiske rederi til enten Red Barnet, Røde Kors eller en anden organisation, som hjælper Ukraine.
- Vi har endnu ikke besluttet, hvem vi giver pengene til, men vi har besluttet, at pengene fra det russiske rederi skal sendes videre til hjælp i Ukraine, siger Mikkel Seedorff Sørensen.
Han vil ikke afsløre, hvor meget russernes regning løber op i.
- Vi gør ikke det her, fordi vi har dårlig samvittighed. Alle regler er fulgt, men vi sender et signal om, at vi også støtter Ukraine, siger havnedirektøren.
Han afviser ikke, at der kan være flere russiske skibe på vej ind i Frederikshavn Havn.
- Vi følge reglerne udstukket af myndighederne, og lige nu kan vi ikke afvise russiske skibe, oplyser Mikkel Seedorff Sørensen.
Krigen i Ukraine har resulteret i, at russiske fly ikke må flyve i dansk luftrum. Det danske farvand er dog ikke lukket for russiske skibe endnu.