MTB Frederikshavn får støtte til lånecykler
Med støtte fra DIF og DGI's foreningspulje kan MTB Frederikshavn nu sætte gang i projektet "Lånecykler".
MTB Frederikshavn har fået 30.000 kroner i støtte fra DIF og DGI's foreningspulje. Med bevillingen kan MTB Frederikshavn se frem til at komme i gang med indkøb af lånecykler.
Formand Tony Skov ser især frem til, at MTB Frederikshavn nu kan indkøbe lånecykler til nye unge medlemmer, der gerne vil prøve kræfter med sporten.
- Klubben ønsker at fastholde samt derved også at få flere nye medlemmer, primært drenge og piger under 15 år. Hvis det lykkes klubben at "inficere" de unge med MTB-"bacillen" i en ung alder, er det vores erfaring, at det er meget lettere at fastholde dem på den lange bane. Lånecyklerne er også velegnede til ældre piger/kvinder, der kommer i klubben, der gerne vil prøve at snuse til sporten, men ikke ønsker eller har midler til at investere i en fornuftig MTB. De kan også få glæde af disse lånecykler i størrelse small/medium, mener Tony Skov.
Sammen med de 117 medlemmer glæder formanden sig over at kunne komme i gang med projektet - og forhåbentlig byde velkommen til nye ansigter i foreningen.
Støtter foreningsidrætten med 44 mio. kr. årligt
MTB Frederikshavn har modtaget bevillingen på 30.000 kr. fra DIF og DGI's foreningspulje, der årligt uddeler cirka 44 millioner kroner til projekter i idrætsforeninger. DIF og DGI's foreningspulje kan støtte lokale projekter i idrætsforeninger, for eksempel til medlemsrekruttering, udvikling af nye aktiviteter eller løft af trænerkompetencer.
Der kan søges op til 300.000 kroner, men langt størstedelen af puljens bevillinger ligger mellem 10.000 og 30.000 kroner.
Puljens midler kommer fra de såkaldte "Spillehalsmidler", som Venstre, Liberal Alliance, Det Konservative Folkeparti, Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti, Radikale Venstre og SF har afsat til lokalforeningspuljer til støtte for det frivillige foreningsliv i Danmark.






































