Gå til hoved-indhold
17 november. 2023

Politikere vil forlænge Velfærdsalliancen med Dansk Boldspil Union

  • 1 af 1
Af: Michael Frederiksen

Frederikshavn Kommune skal forlænge sin Velfærdsallianceaftale med Dansk Boldspil Union (DBU). Det mener politikerne i Kultur- og Fritidsudvalget, som drøftede sagen i går. Udvalget går dermed imod administrationens indstilling om at droppe samarbejdet med DBU.

Udvalget ønsker dog, at aftalen holdes indenfor den økonomiske ramme, der er i dag, og at administrationen går i dialog med DBU med henblik på en aftale, der overholder rammen.

Den nuværende aftale er på 64.000 kroner årligt i fire år - altså i alt 255.752 kroner. Prisen for deltagelse i den foreslåede Velfærdsalliance for 2024 og frem er 89.150 kroner pr. år i fem år. Det vil i alt sige 445.750 kroner. Der er således tale om en samlet stigning i udgift til Velfærdsalliancen på 189.998 kroner fordelt over fem år.

DBU har i øjeblikket aftale om Velfærdsalliancer med 40 kommuner i Danmark.

Udvalget ønsker desuden, at Idrætssamvirket involveres i udarbejdelsen.

Endelig aftale fremsendes efter forhandling til godkendelse i udvalget.

Frederikshavn Kommune har en Velfærdsallianceaftale med DBU i perioden frem til og med første kvartal 2024. Der er indledt dialog med DBU om en fornyelse af aftalen.

Der er fremsendt udkast til en aftale på fem år indeholdende to  ungdomslandsholdskampe og med forslag til fem EDANS-indsatser (En Del Af Noget Større):

  • Sundhedsspor: Fodbold tilbud til særlige målgrupper
  • Frederikshavn Fodboldlounge: Facilitering af kontinuerlige udviklingsmøder med fodboldklubberne
  • Frivillighedsmiljøer: Understøttelse og udvikling af klubbernes frivillighedsmiljøer
  • Børnefodboldmiljøer: Prioriterer stærkere fokus på miljø, trivsel og læring
  • Pigefodbold: Skabe personlig udvikling og øget mental sundhed

DBU vil i aftaleperioden afvikle to ungdomslandsholdskampe i kommunen. Dette forudsætter, at banen og faciliteter med mere lever op til de krav, der stilles fra DBU og UEFA. Kommunen skal finansiere et eventuelt behov for en opgradering af banerne.

Der har tidligere været tale om, at den ene kamp kunne være i forbindelse med købstadsjubilæet i Sæby. Da der er tale om en dato i august, hvor der ikke umiddelbart er landsholdssamling, har DBU anbefalet, at IF Skjold Sæby i stedet selv sender en ansøgning om en kamp fra All Stars eller Olds Boys-landsholdene. Disse kampe stiller heller ikke så strenge krav til baneforholdene som ungdomslandsholdskampene. Denne opfordring er videregivet til IF Skjold Sæby.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...