Seje Birgitte fra Robinson klar til næste udfordring

"Sæt i gang", lyder det fra Jakob Kjeldbjergs kommando-stemme gang på gang i årets udgave af Robinson Ekspeditionen. Konceptet er det efterhånden meget velkendte udskilningsløb om dyst på trofæ, talisman og sikring i det kommende øråd. Robinson Ekspeditionen er et af de længst løbende realityshow og blev vist første gang på dansk tv tilbage i 1998.

Allerede i de første år forsøgte Birgitte Thagaard sig med at indsende en tilmelding. Men desværre kom der ingen svar tilbage. Årene gik og tanken fadede lidt ud i frederikshavnerens bevidsthed. Men da man igen søgte deltagere til endnu en omgang Robinson, var der to af de unge mennesker på stedet for unge anbragte, hvor Birgitte arbejder, der tilmeldte hende - og så var der hul igennem til et ophold i det filippinske øhav.

- Jeg kom til anden casting, og lige pludselig lå der en indbydelse til tredje og sidste casting. Tilbage var kun 30 navne, og jeg nåede lige at tænke : "Gud, det kan jo rent faktisk være, at jeg skal være med i Robinson", siger Birgitte Thagaard til Kanal Frederikshavn.

Det gav et sug i maven, men eventyreren inde i Birgitte var klar. Den indre stemme, der sagde altid til kanten - og så to skridt mere, som hun selv forklarer det. Den stemme, der havde bragt Birgitte tre år til England efter endt gymnasietid og derfra i kibbutz i Israel og Egypten. 

- Jeg skal bevise noget, om ikke for andre, så i hvert fald for mig selv, udbryder hun.

Mødet med Birgitte foregår på den hyggelige Café Stæhr i gågaden i Frederikshavn. Vi sidder ved et tomandsbord, og der bliver serveret en danskvand og en cola. Lige ved siden af os sidder en ung dame, som er hyggepianist på denne lørdag eftermiddag. Birgitte ser brandgodt ud, der hvor hun sidder med sine mascara-indrammede klare blå øjne. Hun sidder overfor mig og stråler af skønhed. En kvinde i sin bedste alder, der tydeligvis hviler godt i sig selv. Særdeles fornuftig og snakkesaglig. Hun ser dejlig sund og glad ud. Væk er den afkræftede krop, som vi mandag efter mandag ser på tv-skærmen fra det syv uger lange ophold på Robinson-øen.

Birgitte Thagaard kommer oprindelig fra Aarhus, men kærligheden førte hende til Frederikshavn. Nu bosat i Sindallund med sin familie, der udover manden Preben også består af parrets tre piger. Birgitte er den ældste pige, der er med i årets udgave af Robinson, og som familiemor med fast job og alt muligt, så lever hun i bund og grund et andet liv end mange af de yngre deltagere fra årets udfordringer nede på øen.

- Jeg er jo bare en døgnflue i Frederikshavn og har ingen planer om at skulle holde foredrag eller udgive bøger om mine oplevelser på øen. Men jeg bliver da genkendt. Nogen kigger bare, mens andre lige hilser eller klapper én på skulderen for at sige, at de følger med og hepper på mig.

Nu er det jo ingen hemmelighed, at Birgitte for længst er kommet hjem i de trygge rammer hjemme i Frederikshavn. Under det syv uger lange ophold i det filippinske øhav var deltagerne udsat for slemt uvejr i form af to cykloner og under de fysiske og psykiske strabadser tabte Birgitte hele 15 kilo, hvor så de end sad på hendes slanke krop. Deltagerne skulle på øen klare sig hver dag med det, der svarer til en håndfuld ris samt de brød, de bagte på rent mel og vand.

- Vi fangede ingen fisk. Dels havde vi ikke grejet til det, og dels kunne man ikke så ret langt ud i vandet grundet den stærke strøm, forklarer Birgitte.

- Vi eksperimenterede lidt med de der ris. Vi savnede salt til risen og prøvede derfor at udkoge noget af havvandet for netop at få noget salt. Men det er en lang proces, og der skal meget brænde til bålet for blot at få en lille smule ris. Vi prøvede rent faktisk også at koge ris i havvandet, men det blev absolut ikke godt, griner Birgitte og indrømmer, at man bliver mærkelig i hovedet af ikke at få salt.

- Sulten var ikke det værste. Det var næsten, at det blev så intenst det hele. Jeg brugte meget det der med lige at gå lidt væk fra gruppen. Folk er hele tiden på, når kameraerne snurrer, og det havde jeg ikke det store behov for, og derfor søgte jeg lidt væk. Så kunne det godt være hårdt nogle gange, når man absolut skulle udtale sig direkte til kameraet.

- Man skal være god til at være sin egen bedste ven - også fordi man jo ved, at man ikke kan stole på nogen dernede. Man bliver lidt paranoia og holder hele tiden øje med, hvem der nu snakker med hvem, fortæller Birgitte, der samtidig indrømmer, at hun specielt i starten lagde meget mærke til, at der var kamera på.

- Det, jeg savnede allermest under opholdet på øen, var lakridser, og sammen med de andre lå vi ofte og fantaserede om det, vi savnede af mad og søde sager. Risen hang mig langt ud af halsen, og man manglede noget sukker-indholdigt. Men da vi skulle hjemad, og jeg fik udleveret min kuffert igen, fandt jeg en lille æske Gajol, som jeg havde haft med i lommen på turen nedad - og den blev hurtigt tømt, griner Birgitte med sit store tandpastasmil.

- Da jeg så endelig stod i lufthavnen og kiggede på udvalget af alverdens søde sager, købte jeg slet ikke noget af det. Jeg havde lige pludselig ikke lyst til noget alligevel og købte i stedet en flaske parfume. Men da vi så endelig var hjemme i Frederikshavn igen, så blev der lavet den største pose bland-selv-slik, og den blev guffet i sig, da familien langt om hjemme atter var samlet igen under eget tag.

Birgitte blev naturligvis modtaget i lufthavnen med dannebrogsflag og stor gensynsglæde og forklarer, at hun blev et andet menneske i en tid efter sådan en oplevelse.

- Men så falder man alligevel ind i den samme gænge igen, fortæller Birgitte og forklarer, at hun så sig selv som et tomt hylster, der skulle fyldes igen i den første tid, efter hun var kommet hjem.

- Jeg tog mig i at kigge på familien og nyde at være der, men var alligevel ikke deltagende. Jeg glemte at spørge ind til tingene, blandt andet da min datter havde været til afslutningsfest. Der fik jeg ikke spurgt til, hvordan det var gået og sådan. Men heldigvis nåede jeg lige akkurat hjem til min mellemste datters sidste eksamen i hendes 9. klasse.

Pludselig er der gået en time i det hyggelige selskab. Jeg kigger ned på min medbragte skriveblok, som efterhånden har fået tilført mine kravetæer på adskillige sider. Jeg har næsten drukket min cola, mens Birgitte i sagens natur stadig har en del af sin danskvand tilbage. Hun har også snakket i 98 procent af tiden. Jeg tager mig selv igen i at tænke, hvor glad og smilende hende Birgitte ser ud.

Hun tager igen ordet:

- Jeg er naturfreak og sætter stor pris på solnedgange. Det bliver kvalitetstiden brugt på, hvis ikke det lige foregår hjemme på sofaen med en god bog og en kande varm te ved siden af. Derudover elsker jeg at være sammen med børnene. De er bare blevet så store nu, så det er ikke altid, de gider at være sammen med mig, griner hun.

- Men så elsker jeg også at komme hjem til Aarhus på tøsetur. Jeg har stadig mange veninder i min hjemby, og så er det nogen gange rart bare at lade det hele slippe løs og glemme rollen som mor og kone.

- Jeg er glad for, at jeg gjorde det og tror ikke, jeg nogensinde kan opleve noget sådant igen. Men lysten til at prøve noget andet grænseoverskridende er der helt klart. Jeg tør nu ikke springe elastiskspring, men det skal være et eller andet ekstremt. Så jeg overvejer kraftigt at løbe en marathon. Nu ved jeg ikke, om det bliver her til foråret, eller hvornår det nu bliver, men det skal nok komme, lover Birgitte.

- Ellers vil jeg meget gerne deltage i Zulu-djævleræs. Det kunne være helt vildt skægt, og jeg kører campingvogn i forvejen, udbryder hun i et stort grin.

Vi afslutter vores lille møde og tager afsked. Jeg får betalt og sender hermed en kærlig tanke til Café Stæhr, der lagde rammerne til. Hvordan det går for seje Birgitte i det videre forløb, kan ses hver mandag aften kl. 20.00 på TV3.