Sponsor- og aktivitetsdag i og ved Strandby Hallen
I morgen - søndag 11. marts - fra kl. 11-14 kommer børn og forældre/bedsteforældre til at svede godt og grundigt.
Børnene, som er fra Strandby Tornados Floorball afdeling, fordi de skal udføre en masse aktiviteter for at tjene sponsorkroner til deres årlige Landsstævne i Floorball, som i år afvikles i Benløse på Sjælland.
Forældre/bedsteforældre kommer nok til at svede en ekstra gang, når det går op for dem, hvor meget deres sponsorat udgør af det, som deres barn har indtjent.
Det er sådan, at hvert af de børn, som skal med til Benløse, deltager i dagens arrangement. De har så været rundt og skaffe forskellige sponsorer på deres seddel i form af ”kroner pr. omgang” eller ”kroner pr. cyklet kilometer”.
I Strandby Hallen vil der være opstillet spinningscykler, som U15 holdet skal holde i fart i 1 time. Cyklerne er alle blevet sponsoreret med ”x antal kr”, plus at de vil indtjene for hver km der bliver rullet. Så bare giv den gas drenge.
Rundt om hallen vil der være en 500 meter rundstrækning hvor børnene fra U7, U9, U11 og U13 skal løbe de gange, de formår i løbet af en time. Derefter er det rundt og indkræve det indtjente beløb, som så vil gå til den fælles tur til Sjælland, som i år finder sted 13.-15. april.
Der vil ligeledes ske andre aktiviteter i løbet af de tre timer, arrangementet finder sted, og skulle forældre, bedsterne, heppere og andre nysgerrige sjæle blive kaffetørstige, vil cafeteriaet holde åbent med kaffe, kage og franske hottere.
Strandby Tornados ser frem til endnu en hyggelig dag i hallen, og ikke mindst ser klubben frem til Landsstævnet, hvor man møder talstærkt op med spillere, ledere og forældre - i alt 81 personer.