Gå til hoved-indhold
19. april 2025 - kl. 17.04

Vi skal undersøge alle løsninger på Nordjyllands energiproblemer

  • 1 af 1
    Jens Borup: - Hvis vi - som f.eks. socialdemokraterne ønsker - skal vente på, at der kommer tilstrækkelig sol- og vindenergi til Frederikshavn Kommune, kan du godt bestille folkedragten, Steen Heftholm. For så må du og mange andre indbyggere i vores kommune nok håbe på et job som statist på det lokale egnsmuseum.
Af  Jens Borup

Byrådsmedlem Jens Borup (V) har skrevet dette indlæg: Steen Heftholm (ikke at forveksle med den socialdemokratiske kandidat med samme efternavn) nævner mig i et indlæg om kernekraft. Så selvom kernekraft i første omgang er noget Folketinget skal tage stilling til, svarer jeg naturligvis gerne.

Men lad os først slå et par ting fast:

70-80 procent af verdens energiproduktion kommer fra olie, kul og gas, og det er et kæmpe miljøproblem. Det er nok også en af årsagerne til, at den socialdemokratiske EU-kommissær, Dan Jørgensen, ofte omtaler kernekraft som en del af vejen til grøn omstilling i EU. Det samme gør en lang række partier som Konservative, DF, Moderaterne og LA.

Et klart flertal af danske vælgere mener, at man skal undersøge muligheden for at udvikle kernekraft som energikilde i Danmark (Altinget sep. 2023).

Jeg støtter helt klart også ideen om at undersøge muligheden for kernekraft i Danmark, og det er der flere grunde til:

  1. Både FN og EU-kommissionen har fastslået, at kernekraft er en grøn energikilde.
  2. Hvis ikke vi gør noget ved energiforsyningen, risikerer Nordjylland at blive et uland, hvad angår både tilstrækkelig energi og grøn energi.
  3. Uden grøn energi vil vores virksomheder lukke på stribe, og vi vil miste hundredvis af arbejdspladser.
  4. Kernekraft kan sikre Frederikshavn Kommune den forsyningssikkerhed, som virksomhederne og borgere har brug for.
  5. Der er forskellige generationer af kernekraft, og de nyeste er ikke farlige på samme måde som tidligere.
  6. Kernekraft hører til de mest miljøvenlige energiformer, fordi kernekraft ikke belaster miljøet med CO2.
  7. Kernekraft er en af de billigste energiformer, vi har.
  8. 5-10  procent af Danmarks strøm produceres allerede i dag ved hjælp af atomkraft (fra f.eks. Sverige).

Så det handler bl.a. om at mindske Danmarks CO2-udledning, at etablere forsyningssikkerhed og generelt at sikre, at Frederikshavn Kommune understøtter vores virksomheders behov, ikke mister arbejdspladser og ender som et egnsmuseum.

Personligt synes jeg, at især de små modulære kernekraftværker (SMR) er interessante. De er ikke større en end en 40-fods container. De er mere økonomiske, har bedre sikkerhed, er skalerbare og er nemmere at etablere.

Der findes forskellige typer SMR’er. Flere af dem bygger på en helt anden teknologi end den traditionelle. En teknologi, der er mere sikker, og som ikke kan løbe løbsk. F.eks. dem, der benytter smeltet salt i deres reaktorteknologi (se f.eks. videnskab.dk)

Nu vil jeg ikke rode mig ud i en længere teknisk forklaring, men min pointe er, at kernekraft i dag er noget helt andet end tidligere. Derfor har lande som Finland og Frankrig da også planer om at bygge nye værker. Flere end 40 lande har lige nu gang i konkrete projekter med ny atomkraft.

Som nævnt er det i første omgang Folketinget, der skal beslutte sig for eller imod kernekraft i Danmark. Da processen vil tage en del år, støtter jeg dog ideen om, at vi allerede nu beslutter at få undersøgt muligheden for kernekraft i Danmark som et led i at sikre danskerne stabil, rigelig og billig energi.

Hvis vi - som f.eks. socialdemokraterne ønsker - skal vente på, at der kommer tilstrækkelig sol- og vindenergi til Frederikshavn Kommune, kan du godt bestille folkedragten, Steen Heftholm. For så må du og mange andre indbyggere i vores kommune nok håbe på et job som statist på det lokale egnsmuseum.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...