White Hawks henter dygtig finsk forward i Herning Blue Fox
Frederikshavn White Hawks forstærker sig med den 29-årige finske forward Aleksi Ainali, der senest spillede i Herning Blue Fox.
Aleksi Ainali markerede sig som en af ligaens mest effektive offensive kræfter, hvor han blev den tredjebedste udenlandske spiller hos ligakonkurrenterne målt på pointproduktion. I grundspillet noterede han sig for hele 42 point i 46 kampe, og i slutspillet fortsatte han formen med yderligere syv point.
- Med sine kreative kvaliteter, overblik og evne til at gøre sine medspillere bedre, bliver han en vigtig brik i White Hawks’ spil, skriver klubben i en pressmeddelelse.
Sportschef og trænerteamet i Frederikshavn understreger, at tilføjelsen af Aleksi Ainali er et klart signal om klubbens handlekraft og ambitioner:
- Vi er meget tilfredse med at kunne tilknytte en spiller af Ainalis kaliber. Han har bevist, at han kan levere på højt niveau i Metal Ligaen, udtaler cheftræner Fredrik Johansson.
Aleksi Ainali selv ser frem til at trække i White Hawks-trøjen:
- Jeg er virkelig spændt på at komme til Frederikshavn, møde alle og komme i gang med at arbejde sammen med holdet.
Med Aleksi Ainali i truppen styrkes Frederikshavn White Hawks med både rutine og bredde. Han bidrager ikke kun offensivt, men tilfører også vigtige egenskaber til det defensive arbejde og bliver dermed en central spiller i begge ender af banen.
Han tiltræder truppen allerede i denne uge og får nummer 44 på ryggen.