Englænder vejer for meget inden MMA-fight
Mark O. Madsen får tung modstand, når han i aften går oktagonen til MMA-stævnet i Arena Nord i Frederikshavn.
Danskerens engelske modstander Matthew Bonner formåede nemlig ikke at klare vægten til fredagens indvejning i Frederikshavn.
De to kæmpere må ikke veje mere end 77,1 kg. Bonner vejede dog 1,5 kg over det maksimale og fik derfor to timer til at komme ned i vægt. Briten nægtede dog at komme længere ned, og så gik forhandlingerne i gang, skriver TV3 Sport.
Løsningen blev, at Matthew Bonner giver 20 procent af sit fight fee til Team Olympian, som står bag Mark O. Madsen.
Kampen vil dermed - trods Bonners vægt - fortsat blive kæmpet lørdag aften. Du kan se stævnet fra Frederikshavn på TV3 SPORT og Viaplay fra kl. 18.00. Hovedkampen mellem Mark O. Madsen og Matt Bonner er fra kl. 21.00 på TV3+ og Viaplay.
Også danske Nick Barnøs modstander, Aboubacar Bathily, havde svært ved at klare vægten. Franskmanden vejede 0,6 kg mere end de tilladte 120,2 kg, men Barnø valgte uden tøven at acceptere overskridningen. Den kamp er altså også fortsat på programmet lørdag aften.





































