Happydays udvider ejerkredsen markant
Rejsevirksomheden Happydays i Frederikshavn har pr. 1. september udvidet ejerkredsen. Den eksisterende ledergruppe bestående af Britt Reese, Karin Wenzel, Lenard Amdisen, Per Sørensen og John Roald Jensen har overtaget 60 procent af aktierne i virksomheden.
De hidtidige ejere, Knud Nielsen og Søren Idun, beholder hver 20 procent af aktiebeholdningen, ligesom Søren Idun fortsætter som administrerende direktør.
Happydays, som ligger i Transportcenter Nord i Vangen, formidler kør selv-rejser til hoteller i 12 europæiske lande og blev grundlagt 1. april 2004. Medlemmerne af ledergruppen har hver især været ansat hos Happydays i mere end 10 år og kender således virksomheden til bunds.
Aktieoverdragelsen var allerede planlagt, da coronakrisen ramte rejsebranchen. Krisen har givet store udfordringer både i processen og virksomhedens dagligdag, men det er en enig ejerkreds, der i dag ser positivt på fremtiden på trods af de mange usikkerhedsmomenter og i fællesskab vil arbejde hårdt på at indhente markedet samt videreføre Happydays’ vision om at skabe rejser med glæde.