Gå til hoved-indhold
26. december 2023 - kl. 13.12

Japanske Dage i Palads Teatret: Mesterinstruktør hyldes

  • 1 af 1
Af: Michael Frederiksen

Palads Teatret i Frederikshavn inviterer i perioden fra 26. januar til 8. februar indenfor til Japanske Dage. Biografen hylder mesterinstruktør Hayao Miyazaki ved at vise alle hans værker fra Studio Ghibli - både med det danske stemmeskuespil og med original tale og danske undertekster

Palads Teatret tager hul på fejringen med en stor gallapremiere på Hayao Miyazaki's nye film DRENGEN OG HEJREN fredag 26. januar kl 19:00. Denne aften kan man samtidig nyde japanske specialiter og dykke ned i det fantastisk lækre japanske køkken med fokus på comfort food.

Fra lørdag 27. januar begynder det klassiske program, hvor du kan nyde mesterværker som Min Nabo Totoro, Det Levende Slot, Chihiro og Heksene og flere endnu på det store lærred.

Takket være Frederikshavn Kommune har det været muligt at etablere et parallelt skoleprogram, hvor folkeskoleelever fra hele Frederikshavn Kommune har mulighed for at deltage i skolevisninger af filmene.

- Vi glæder os til at byde alle jer, der elsker film, velkommen til nogle særlige dage med ekstraordinært gode filmoplevelser, siger biografdirektør Kris Søgaard.

Frederikshavn har en særlig forbindelse til Japan. 10. februar 1957 sprang en maskinmester på Ellen Mærsk i vandet ud for Japans kyst i et forsøg på at redde besætningen på et japansk fartøj i havsnød.

Den mand var Johannes Knudsen fra Frederikshavn. Hans modige og uselviske heltemod rørte befolkningen i Wakayama provinsen så dybt, at de den dag i dag fortsat ærer hans minde.

Denne heltedåd knyttede bånd mellem Wakayama og Frederikshavn.

Du kan flere steder i Frederikshavn spotte den japanske forbindelse. Har du for eksempel besøgt den flotte Bonsai-udstilling i Bangsbo Botanisk Have? Har du gået på Frederikshavn Gymnasium, har du måske også stiftet et tættere bekendtskab med Japan igennem venskabsgymnasiet Hidaka High School. Hvis du er ung og interesserer dig for anime og japansk kultur, så har Frederikshavn Ungdomsskole et blomstrende ungdomshold netop med dette fokus.

- Som film- og animefan er du også heldig, for byens biograf elsker det nemlig også. Der er mange ligheder mellem Japan og Danmark, og igennem kulturudveksling vil vi knytte bånd, nyde gode film og lækker mad, fortæller Kris Søgaard Pedersen.

Han ser frem til Japanske Dage.

- Anime er noget, som står mit hjerte nær, og jeg har længe følt, at disse fantastiske film fortjener en repremiere på det store lærred, så en ny generation får chancen for at opleve dem der, hvor film gør sig bedst. Jeg tror, at mange vil forelske sig i de fantasifulde verdener, de smukke håndtegnede streger, de skønne melodier og de gribende historier, som er hjertet i disse eventyr - lige som jeg selv gjorde. Jeg glæder mig utroligt meget til at præsentere nogle af de absolut største filmskatte for vores gæster, og jeg er taknemmelig for den opbakning, vores projekt allerede har modtaget, udtaler biografdirektøren.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...