Frederikshavnerne gik shop-amok i Netto
Frederikshavnerne fulgte ikke statsminister Mette Frederiksens opfordring om at lade være med at hamstre, da hun onsdag aften lukkede Danmark ned i 14 dage på et pressemøde.
Statsministeren forsøgte at overbevise danskerne om, at der er rigeligt med toiletpapir og rugbrød i supermarkederne, men ligesom i resten af Danmark gik frederikshavnerne amok og satte straks kurs mod de supermarkeder, der havde åbent efter kl. 21.00.
Netto på Koktvedvej, Netto ved Iscenter Nord og Fakta ved McDonald's var nogle af de butikker, som oplevede en sand invasion.
Mælk, kød, brød, frugt, toiletpapir og pålæg blev hamstret i en grad, som ingen havde forestillet sig.
Humøret var generelt fint de tre steder. Folk sloges ikke om varerne, som man oplevede nogle steder i 1998, da hylderne med gær pludselig var tomme.
Billederne i denne artikel er fra Netto ved Iscenter Nord og Netto på Koktvedvej.















































