Højskoleelever blaffede fra Rødding til Hundested, Aarhus og Frederikshavn
Besøg Hundested i Nordsjælland, Testrup Højskole syd for Aarhus og Frederikshavn på 30 timer uden at bruge penge. Sådan lød opgaven i denne uge for tre højskoleelever fra Rødding Højskole ved Ribe, verdens ældste af slagsen.
- Vi tog fra Rødding onsdag kl. 10.00 og skulle være tilbage torsdag kl 1700, så vi har haft lige godt 30 timer til at nå vores destinationer. Vi måtte ikke bruge nogle former for penge, men det var tilladt at bruge sit netværk lige så meget, vi ville. Hver destination havde en lille opgave, der skulle udføres og dokumenteres, fortæller Katrine Holm.
Rødding Højskole har tradition for at sende sine elever ud på "Danmarksspillet" og har gjort det de sidste mange semestre. I år er blaffer-turen placeret i en tema-uge, der har fokus på forandringer på mange forskellige planer. Hele højskolen er afsted i grupper på tre, og alle grupper har trukket tre byer, som er geografisk spredt udover hele Danmark.
- Der var fra start angivet nogle ting, vi kunne tjene point på, og derefter har lærerne siden smidt udfordringer op i vores Facebook-gruppe, vi kunne optjene flere point på, blandt andet at komme i medierne. Desuden er vores tema med forandringer også i højsædet, så det har været muligt at tjene point på at skabe forandring - store som små undervejs. Målet med at sende elever ud er nok mange ting. Både for at ryste os sammen og for at få os til at opdage, hvor langt man kommer med smil og god indstilling - og at opdage, hvor mange søde og hjælpsomme mennesker, der findes i vores land, og hvor priviligerede vi er til hverdag, siger Katrine Holm.
Hun var i gruppe med Emil Bomme Sander og Caja Bergmann Konge. De oplevede Frederikshavn som en hyggelig by, hvor folk er meget gæstfrie og hjælpsomme.
- Dette afspejlede sig for eksempel i den gode støtte og hjælp, vi fik i Facebookgruppen, hvor folk bød ind med det, de kunne, og hvis vi havde haft mere tid at gøre med, er vi sikre på, vi havde haft mange flere gode oplevelser i vente med folk, der ville hjælpe os i konkurrencen. Vi blev blandt andet tilbudt rødspætte hos søde Mariane, hvis barnebarn på tre år også var på besøg på Elmevej. Vi kom til Frederikshavn med søde Anne, der tog os med fra Aalborg, efter vi havde ventet der en halv times tid. Hun var så sød at byde på sodavand og gode samtaler og at give os sit nummer, så hun kunne tage os med tilbage sydpå efter hendes møder, hvis det blev nødvendigt - det blev det. Vi har i det hele taget fået tiltro til, at der på trods af alt det trælse, der foregår rundt i verden, stadig er flest mennesker, der vil én det bedste. Det er nok den bedste erfaring, vi har gjort os, fastslår Katrine Holm.
Det lykkedes de tre højskoleelever at besøge Hundested, Testrup Højskole, Frederikshavn og returnere til Rødding Højskole på 30 timer.






































